Februar var næsten slut, det var koldt og vådt, men ikke en rigtig vinter, som dem jeg husker, fra jeg var barn. Jeg var svimmel og havde lidt kvalme, det var typiske influenzategn, og min kæreste havde lige været turen igennem. Jeg måtte hjem under dynen. Men som dagen gik tænkte jeg en del, det var måske ikke bare influenza, min menstruation var nogle dage over tid. Måske jeg i virkeligheden var gravid. Jeg smuttede omkring en Matas og købte en test. Der var en streg, måske “halvanden” – for nummer to var altså lidt utydelig, de lignede ikke just hinanden, så jeg var i tvivl, var den mon positiv? Neej, vel? Jeg købte derfor en ekstra pakke med hele 2 styks på apoteket. Der var igen to streger, to lige tykke streger. Den var sgu god nok.

Dagen efter de positive tests skulle jeg hjem til min mama, vi havde den bedste weekend og her var vi blandt andet ude og shoppe og spise  en lækker frokost, præcis som vi ofte gjorde det, før min mama blev syg. Det var en skøn weekend at have sammen og især at se tilbage på nu. Men jeg havde også vildt lyst til at fortælle hende om det hele. Men jeg var kun i 5. uge, så det var lidt tidligt, også når abortrisikoen er ret overhængende de første tre måneder. Jeg tænkte egentlig, at vi ville vente til efter nakkefoldsskanningen, men min mamas sygdom-und-alles gjorde det ret svært for mig at vente. Så i 6. uge bestilte vi tid til en tidlig skanning, vi ville gerne lige tjekke, at der var hjerteblink, så vi var en smule mere sikre, før jeg kunne dele det med min mama. Det var der heldigvis og alt så ud som det skulle.

To uger efter havde jeg første tid ved lægen. Hun spurgte, i runden af de tusind spørgsmål de har, om der var noget psykisk der kunne spille ind under graviditeten. Og der brød jeg sammen. På daværende tidspunkt havde jeg brugt noget nær det sidste halve år på at græde. I tide og utide. På jobbet, i badet, i mørket om aftenen i sengen. Jeg vidste godt, at min mama var terminalpatient, det er nu engang det en ALS-diagnose gør ved en. Hun var tilknyttet Palliativt team. Hun kunne blive indlagt med et enkelt ring til hospitalet og der var fri bar i den medicin, hun nu skulle få brug for. Der var ligesom ingen vej tilbage – men derfra og til at forstå det, og ikke mindst forstå betydningen af, at min mama måske snart var væk, der var alligevel et stykke, og der var jeg ikke endnu. Min mama var syg, men ikke værre end hun var en måned tidligere. Mine tanker kredsede om, at hun da selvfølgelig ville være her til at møde den lille ny til november, i det mindste. Jeg havde end ikke overvejet, at hun skulle herfra før det. Min læge mente helt bestemt, at jeg skulle sige det til hende, så snart jeg fik muligheden og ikke vente længere, blot fordi jeg var bange for diverse risici.

Jeg fortalte det til min mama allerede dagen efter, da jeg var på besøg. Hun fik Rejen at se på det lille skanningsbillede, hvor der ikke var andet end en lille bitte reje, men omend den fineste reje hun nogensinde fik at se. Hun sagde fluks og meget glad, “jeg skal være bedstemor”, og hun fortsatte: “jeg tror, det er en lille pige”.  Min mama har altid sagt, at hun ville kaldes bedstemor, for det var jo den bedste af dem alle sammen.

Mama fik ikke ret, Rejen er en lille dreng, og det får jeg desværre aldrig muligheden for at fortælle hende. <3