Læs del 1 her, del 2 her, og del 3 her.

Et ”åh gud, here we go” har nu nok strejfet mit ansigt, men autoritetstro som jeg er, smed jeg mit korpus op på briksen. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde jo faktisk forventet et forløb, hvor min krop selv gik i fødsel, fik veer, vi selv skulle finde vej til hospitalet, og hvor vandet ville gå af sig selv Omend jeg var ret glad for, at turen til Rigshospitalet foregik uden veer, må jeg indrømme.

Jordemoderen måtte to metoder igennem, før vandet gik kl. 16.30 mandag eftermiddag. To dage efter vi ankom til hospitalet. 8 minutter efter vandet var taget, fik jeg den første ve. 13 igangsættelsespiller nåede jeg igennem, jeg har ladet mig fortælle at gennemsnittet er 6-8 piller.

Vi tog ikke tid, men de kom ret heftigt, de der veer, og med ret kort imellem med det samme. Jordemoderen informerede om, at der ville være en fødestue klar til os kl. 18. Tiden indtil da er ret sløret for mig, og jeg var bestemt ikke særlig rar. Jeg forsøgte at komme igennem hver enkelt ve og kontrollere min vejrtrækning, så godt jeg nu kunne. Haha. Jeg gik i bad, og det var virkelig rart og lindrende for mig, så der blev jeg næsten indtil fødestuen var klar. Jordemoderen kiggede ind og gav os noget information midt i en ve, men jeg måtte bede min kæreste om at klare den, mens jeg forsvandt bag forhænget i badet og snuppede en ve mere. Min kæreste pakkede vores ting, og da jordemoderen kiggede ind og fortalte, at stue 5 og jordemoder Ursula var klar til os, var jeg lynhurtigt af sted, så lynhurtigt som en gravid i fødsel nu kan være. Jeg nåede heldigvis fra den ene stue til den anden imellem to veer. Jeg kunne jo ikke stå derude på gangen og have veer, vel?

Ursula var fantastisk rar og venlig, hvilket man ikke kunne sige om mig. De der veer nev mig, og de kom ofte. Hun kunne konstatere, at jeg nu var i aktiv fødsel og en anæstesilæge blev tilkaldt 18.40. Jeg var blevet anbefalet en epidural, grundet mit for høje blodtryk. Jeg havde oprindeligt en idé om at forsøge mig uden smertestillende, men den tanke forduftede på ca samme tid som første ve indtraf. Jeg var ikke for fin til at sige ja tak, de skulle helst dope mig ad libitum. Jeg fik en maske der eftersigende skulle indeholde noget lattergas, men vi fandt ligesom aldrig hinanden, mig og lattergassen. Jeg bandede af masken, den larmede helt abnormt ved hver vejrtrækning og var ved at gøre mig skør. Det virkede slet ikke for mig og jeg forkastede den idé.

Anæstesilægen ankom til fødestuen 19.30, hun var en sød ung kvinde, og jeg var ret klar på at få den der epidural lyntjept. Med møje og besvær fik jeg mig møvet ind midt på briksen og sidde, med ryggen mod anæstesilægen og fronten mod min kæreste, som jeg støttede mig opad. Mine hænder og håndled gjorde så ondt af væsken, jeg var en vandballon af format de sidste dage af min graviditet. Bare det at støtte på dem var næsten umuligt, jeg havde kæmpet med karpal tunnel syndrom det sidste trimester af graviditeten. Anæstesilægen bad mig sige til, hvis jeg skulle få en ve, når hun skulle til at stikke. Det fik jeg selvfølgelig, og det forsøgte jeg fluks at meddele hende. Men hun havde lidt svært ved at høre mig, så det var nanosekunder fra en epidural til mig midt i en ve. Det havde sandelig været smukt. Vores kommunikation kom heldigvis på rette spor og en salighed lagde sig over stuen, eller nok mest over mig. Epiduralen gjorde mig noget mere medgørlig. Hun var dagens kvinde i skysovs. På vej ud af stuen kommenterede hun lige min Goyard taske: “Sikke en lækker barselstaske”, haha,

Læs del 1 her og del 2 her.

Vi ankom til Rigshospitalet 16.45 og gik op på afdelingen for igangsættelse. Alle der har været på Rigshospitalet kender til mulighederne for parkering, og de er altså ikke altid lige nemme. Men heldigvis havde de travlt, så ingen havde manglet os, og vi blev kaldt ind en halv times tid senere. De kørte endnu en strimmel på rejens hjertelyd. Han havde det formidabelt. Mit blodtryk not so much, så de gav mig en pille for at sænke det. Derudover fik jeg den første igangsættelsespille kl. 18.00, lørdag aften. Vi tænkte stadigvæk, at rejens ankomst var lige om hjørnet, men vi skulle finde ud af, at det nok ikke stod lige for. Vi fik en enestue, og der blev redt op til min kæreste, så han også kunne sove der. Jeg havde medbragt min egen hovedpude, futsko og nattøj. Vi fik det hurtigt gjort så behageligt, som sådan en stue nu kan blive.

Jeg fik to piller mere, og de tjekkede, hvordan det så ud indtil nu. Ingen ændring, der var stadig livmoderhals tilbage. Vi gjorde os klar til natten. Dagen efter fik jeg endnu en blodtrykspille. Min kæreste stod for at måle det, da jeg tydeligvis fik endnu højere tryk, når de hvide kitler stod bag maskinen. Haha. Igangsættelsespillerne var på menuen, og vi regnede med, det var dagen, hvor vi skulle møde rejen. Vi så Mindhunter på Netflix og ventede og ventede og ventede. Der skete ikke en døjt, og jeg mærkede ikke til noget som helst. Vi fik lov til at gå en tur, og det kunne jo passende være en tur ud til bilen, ahem. Vi sneg os hjem efter nogle ting, som vi havde glemt i al iver, og så fandt vi mad i FRB C. Maden tog vi med os ud på Riget, og ingen opdagede, at vi havde været væk. Jeg håbede, at vores lille sviptur måske kunne være det, der endelig satte gang i løjerne. Aftenen fortsatte med mere Netflix, flere blodtryksmålinger og et par igangsættelsespiller mere. Der var stadig ingen ændring. Vi sov endnu en nat og gjorde klar til endnu en dag.

Det var blevet mandag, og endnu et vagtskifte var mødt ind på Rigshospitalet. Jeg havde mærket mere til plukveerne i løbet af natten, og jeg blev tilbudt en ”cocktail” at sove på. Det er svært nok at finde ro på sådan et hospital i forvejen, så den havde gjort godt. Vi startede dagen med en deletallerken med morgenmad, fædrene spiser jo ikke med, host. Og så stod den på tjek igen, hvordan stod det mon til. Den søde jordemoder var glad, der var positive nyheder, hun kunne tage vandet, sagde hun. Men de havde ikke plads på fødegangen lige nu. Der var for mange der var gået spontant i fødsel, og de skulle jo lige være færdige først. Fair nok, men enormt anti klimaks, da døren lukkede efter hende. Hvornår mon vi ville se dem igen? Klokken var ca. 10, og vi skulle have tiden til at gå. Vi fortsatte med Netflix og Mindhunter, vi kunne ligeså godt forsøge at gennemføre, nu vi havde mere tid at slå ihjel.

Dagen sneglede sig af sted. Jeg skulle jo gerne føde i dag, nu det skulle være. Det var nemlig den 16. oktober, og det var præcist tre måneder siden, at min bedste veninde Meretes lille søn Elvin kom til verden. Det ville jo være helt perfekt, men udsigterne så nu noget sorte ud. Jeg spenderede tiden på at snyde jer på Instagram. Der var i hvert fald ikke nogen, der var indlagt her, nej nej, jeg var da i fuld gang derhjemme, indretning af reje-hjørnet osv. Haha. Jeg kunne ikke overskue, at nogen skulle tro noget som helst, så vores fem minutter hjemme dagen før blev blandt andet brugt på at skyde tre billeder, så jeg havde lidt at poste, der skulle ikke være stilhed fra min side i hvert fald. En værre snydepels er jeg.

Klokken nærmede sig 16, og vi havde ingen set siden om morgenen. Mit blodtryk var ikke blevet målt, så vi tænkte, det snart måtte være tid. Min kæreste ville gå ud og høre dem, hvad planen var. Om der mon var en baby på vej til os den dag, eller om vi skulle væbne os med endnu mere tålmodighed. Han nåede kun lige at åbne døren, udenfor stod jordemoderen fra tidligere. ”Ja, nu kan vi tage vandet”, sagde hun.

Læs første del af beretningen her.

Jeg brugte en farlig masse tid på at stresse videre over, at rejen måske ville komme før tid. Oppe i mit hoved var det altid vores terminsdato, 4. november, der ligesom var den tidligst mulige dato for en baby i vores liv. Jeg ved godt, at mange føder for tidligt, og det er ligesom også forhistorien i min familie, men alligevel kunne det ikke være anderledes end den 4. november for mig.

Jeg var samtidig lidt forhippet på, at han skulle være en november-baby. En stor del af mine favoritmennesker i denne verden er nemlig født i november, så det kunne kun være formidabelt, hvis han blev født i den måned.

Jeg blev alligevel ikke hylet mere ud af den, end jeg brugte nogle dage på at sy stofbleer. Karrygule stofbleer i hobetal. Hele 12 stofbleer og et betræk til puslepuden blev det til i de følgende dage. Det holdt hårdt at sy de bleer, mine fingre kunne næsten ikke folde kanterne, og det tog så lang tid. Jeg har altid syet en del og det har normalt ikke være nogen større udfordring, så det var nedslående, at jeg ikke engang kunne sy mere.

Nogle uger forinden var jeg startet i et akupunkturforløb hos Jordemoderhuset på Vesterbro. Hver behandling hjalp mig kortvarigt, ligesom fysioterapi også kun hjalp mig et døgns tid af gangen. Jeg kunne derfor ikke ret meget, men de stofbleer skulle altså i hus. Og det kom de! Flotte er de ikke, men de er færdige, og faktisk er det de bedste stofbleer vi har i samlingen herhjemme, men det er en helt anden sag. Tilbage til den der fødsel.

Det blev lørdag, og vi skulle møde op på Rigshospitalet kl. 10. De tog en blodprøve, fik en urinprøve, tog mit blodtryk og kørte en strimmel på rejen. Han havde det fortsat formidabelt inde i maven, men det var noget andet med mig. Vi ventede længe, rigtig længe. Vi var kommet afsted uden mad i maven, for vi havde egentlig planer om at brunche den et sted. Vi havde lagt store planer for vores lørdag, hvilket blandt andet involverede en tur i biografen og lidt shopping. Jeg skulle jo bare lige have taget mit blodtryk, ikke?

Klokken blev 13, før der igen dukkede personale op hos os på stuen. Vi var godt trætte, sultne og havde været efterladt ret længe i limbo der. Hvorfor lod de os ikke bare smutte ud i verden? Men ind kom en læge, en læge vi endnu ikke havde mødt, og hendes første ord var: ”Ja, I skal jo så sættes i gang”… og jeg tænkte fluks: ”Nej, det skal vi i hvert fald ikke”, haha. Vi havde jo ingenting med, vi skulle jo i biografen og rejen skulle altså først komme om en måned. Vi var slet ikke klar. Hans puslebord stod stadig ret bart og umalet derhjemme, og der var jo tusind ting i mit hoved, der stadig skulle falde på plads. Så jeg begyndte at græde, mens jeg samtidig forsøgte at flytte den der igangsættelse minimum en dag frem. Jeg kommer normalt ret forberedt til ting, især ting som en fødsel, ikke? Så jeg var helt i vildrede. Men hun var ikke til at stikke i, hende lægen. Med møje og besvær fik vi lov til at tage hjem, men kun for at pakke en taske og komme retur. Hun ville ringe til os, når hun fik svar på min blodprøve og så ville hun finde en tid til igangsættelse, sagde hun.

Vi forlod Riget. Mig enormt stresset og lidt ked af det. Mest fordi vi (måske mest mig) slet ikke var klar. Jeg var ikke klar til at skulle føde sådan en baby, men hvornår bliver man egentlig det? Jeg havde været til fødselsforberedelse 9 gange hos APA og en gang på Riget. Jegvar nu nok så forberedt, som jeg kunne blive, mit hoved skulle bare lige med mig.

Vi kom hjem, og jeg begyndte fluks at kyle ca alting i en taske. Alt hvad der var nogen som helst mulighed for, at vi ville få brug for. For hvornår ville vi skulle møde vores lille reje? I aften? I nat? Senest i morgen, vel? Ja, det tænkte vi. Vi skulle dog blive klogere – og ret glade for alle de ting, vi havde pakket ned. Telefonen ringede kl. 14.30. Vi skulle møde op på Riget kl. 16.30 til igangsættelse. Hun havde booket tiden til os, og nej, den kunne ikke flyttes til søndag. Hun var stålsat. Jeg forsøgte ihærdigt, men jeg vidste jo godt, at det var bedst for både mig, men også for rejen, ikke at udsætte det yderligere, når mit blodtryk var så højt. Så vi pakkede færdigt, og jeg gik i bad.