DET DER NYE HUS
Vi har som nævnt købt os et hus, nyt er måske så meget sagt, for det er fra 1940. Men det er nyt for os, og vi er ret forelskede. Vi havde egentlig ikke planlagt, at vi skulle i hus lige nu. Vi havde tænkt tanken, at vi måske skulle ud af byen, før det blev skoletid for Klint. Men der er altså vel og mærke stadig fem og et halvt år til. Vi har skrevet ham op til privatskole her i København, så det var ikke en pinedød nødvendighed, at vi skulle ud, mere noget der kunne være lækkert. Derudover har ønsket om familie tættere på været noget, vi gerne vil have, nu Klint er kommet til verden. Derfor kiggede jeg nok lidt oftere på huse, end jeg gjorde før. Dog har jeg egentlig altid gang i den gryde, da jeg virkelig finder det interessant. Men min Instagram er nu boomet voldsomt med annoncer for både lejligheder og huse, mens jeg har været på barsel, haha.
Men i en af mine mange søgninger kort før påske dukkede vores hus op. Jeg fandt huset, den første dag det var til salg. Jeg sendte linket til min kæreste med det samme, og jeg nævnte noget om, om det ikke var noget, vi burde se nærmere på. Som sagt så gjort, mandagen i påsken blev brugt på huskig, og vi droppede Klint af ved bedsteforældrene på vej derhen, så vi kunne få helt ro til at lure – og ikke få alt for ondt i armene af at løfte ham rundt på 3 etager, haha. Vi kørte derfra efter en halv times fremvisning, et andet par var der den sidste halvdel, så der havde vi mere ro til bare at gå rundt alene og suge til os. Da vi satte os ud i bilen bagefter var vi vist begge det, man nærmest kan kalde estatiske. Jeg var virkelig forelsket, og det samme var Pete. Men jeg måtte også lige forsøge at skrue lidt ned for det.
Skulle vi i hus nu? Skulle vi i hus der? Var det her huset? Vi havde ikke været ude og se andre. Det eneste vi havde forelsket os en smule i, var til salg et år før Klint overhovedet var på tegnebrættet, og derfor tog vi aldrig afsted og så på det. Og det var selvfølgelig solgt forlængst.
Vi brugte aftenen på at se alle huse i området i hele prisspektret. Vi ville være sikre på, at det ikke bare var fis i en hornlygte, der ville dampe af, når det næste flotte hus dukkede op.
Der var bare ikke ét hus, som var noget i nærheden af vores, ingen vi havde lyst til så meget som at kigge fem minutter på og ingen, hvor vi havde lyst til at tage en fremvisning. Vi talte og talte de følgende dage, og vi besluttede os for at tage kontakt til en købers mægler. Vi havde ligesom aldrig købt et hus før, kun en lejlighed. Vi ville gerne have hjælp til at være helt sikre i vores sag.
Vi så huset igen, vi var stadig lige forelskede og vores mægler tog over og forhandlede for os med sælgers mægler. En aftale faldt på plads og den 17. april, på Klints seks måneders fødselsdag, mens jeg lå på sygehuset med et anfald af galdesten, der skrev vi under på vores nye hus. Vi skal til Holbæk, hvor min kæreste er født og opvokset, hvor hele hans familie bor, hvor fjorden er lige i baghaven og vi kan se den fra soveværelset. Hvor vi får 3 etager, et hav af værelser og de allerfineste detaljer i vores arkitekttegnede hus fra 1940. Arkitektens eget endda. Det er så fint, så fint, og jeg glæder mig meget til at dele det hele med jer. Indtil videre får I et kig på vores nye fine trappe, som binder hele huset sammen fra kælder til kvist, og hvor en af de nyindkøbte lamper skal hænge.
SÅ GIK DER LIGE 3 MÅNEDER…
… Tiden flyver på barsel. Jeg havde ret store tanker om, at jeg da klart skulle blogge helt vildt meget ved siden af den der baby. Og det er jo egentlig ikke, fordi der ikke er tid. Men jeg får det bare ikke rigtigt gjort. Vi hygger os enormt meget, men der er ikke meget shopping og flotte ting i hverdagen, der er lidt mere gylp og bleskift og masser af babysmil. Hver ting til sin tid, haha, men jeg savner at blogge og vil gerne i gang igen. Jeg har aldrig været hende, der har undskyldt for tavsheden, men en forklaring skulle I da lige have: en baby. Verdens sødeste af slagsen heldigvis. Han fyldte 7 måneder i går, jeg kan ikke forstå, hvor tiden er blevet af.
Lad os lige runde de sidste tre måneder af og starte fra scratch:
#01 Babyen vokser derudaf og har fået vuggestueplads.
#02 Jeg har kun 3,5 måneders barsel tilbage, stress.
#03 Jeg skal have taget et kørekort, helst et hurtigt et.
#04 Vi har købt et hus(!)…
#05 Verdens fineste hus, 100 meter fra vandet og en farlig masse kvadratmeter at boltre os på. Jeg glæder mig til at vise jer meget mere!
#06 Jeg har blogget i 10(!) år. Det er 10 år siden jeg startede min første blog, det er jo helt vildt altså. Er der nogen derude, der har fulgt med fra begyndelsen? Eller er I alle sammen smuttet?
#07 Jeg har købt de flotteste (!) lamper til vores soveværelse og over trappen på første sal.
#08 Jeg har bogmærket 60.000 flotte ting, som jeg gerne vil have i vores nye hus.
#09 Jeg har købt en lyserød håndvask.
#10 Jeg har luret hunderacer, for nu kan vi få en hund! Omend vi dog lige venter et år eller to – og pakker den ind i en kasse (med lufthuller bevares) i gave til Klint. OMG!
#11 Alt det der skal fikses med salg og køb af lejlighed og hus, og en baby oveni. Og et kørekort. Og et hjem der skal pakkes ned. Oh dear.
Nå, men det er nok ca det der rumsterer her pt. Hvordan går det med jer?
FØDSELSBERETNING :: DEL 5
Læs del 1 her, del 2 her, del 3 her og del 4 her.
Klokken var blevet 19.40 og med rygmarvsbedøvelsen blev mine veer noget mere medgørlige. De næste timer gik ud på en farlig masse gisp. Mange flere end jeg havde drømt om nogensinde at skulle igennem. Vi havde øvet dem til fødselsforberedelse, men jeg havde været lidt sløv. De stressede mig en del at skulle øve sammen med andre, haha. Men de kom heldigvis meget naturligt til mig, da jeg endelig skulle bruge dem. Jeg oplevede en voldsom pressetrang, og det var slet ikke tid endnu, jeg var kun 6 cm åben. Så der var tid endnu, og den blev brugt på gisp en masse, alt imens jeg frøs helt vildt, så jeg blev pakket ind i varme tæpper og dyner. Der var ikke den store udvikling for hvert tjek jordemoderen foretog, men der da skete lidt fra gang til gang. Klokken blev 23.20 og jordemoderen kunne konstatere, at jeg nu var 10 cm åben. Hun havde egentlig fri nu, men det måtte jo være lige oppeover, mente hun. Så hun blev hængende, selv da den nye jordemoder Sarah mødte ind.
Men baby lå altså ikke i bækkenet, som han skulle. Jeg vidste ikke, at det var en mulighed, at man kunne ligge der og være helt klar, uden baby ligesom var med. Jeg var altså ikke klar til at presse nogen baby ud, for baby havde ikke endnu ikke indfundet sig, hvor han skulle. Antiklimaks lige der.
Den næste tid blev brugt som de forrige, vi ventede på, at rejen skulle rykke sig længere ned i bækkenet, men der skete ikke meget. Det blev derfor mit job, at få ham derned. Jeg fik go til at presse omkring kl. 01.15. Det var to skridt frem og et tilbage, det var lidt som det føles at løbe et virkelig langt maraton, sådan en pressefase. Tror jeg. Jeg har aldrig løbet et maraton, så hvad ved jeg. Men alle muskler i min krop blev helt kvadrede.
Han rykkede langsomt længere og længere ned. Dog var det en hård omgang, og den time, man normalt max presser i (som jordemoderen sagde) blev altså til mere for mig. Da vi var på 1 time og 15 minutter, og da rejen endnu ikke var født ringede jordemoder Sarah efter en fødselslæge. Ham mødte vi allerede kort, da vi indfandt os på fødestuen kl. 18.00, men nu skulle han altså tilbage. Det holdt dog hårdt, da han åbenbart ikke mente det var nødvendigt, og derfor var meget svær at trække væk fra sit igangværende. Jordemoderen ville gerne have ham der, hvis der skulle blive brug for, at rejen skulle tages med sugekop. For pressefasen havde altså varet vel længe, syntes hun. Og hvis der var noget, jeg ikke ville, så var det sådan en sugekop. Fødselslægen troppede op efter meget møje og besvær, flere telefonsamtaler, blandt andet med afdelingsjordemoderen. Der blev kæmpet en brav kamp fra jordemoderens side. Han placerede sig med korslagte arme for enden af mit underliv og gloede, da han endelig havde indfundet sig på stuen. Men truslen om sugekop og et vedrop, som jordemoder Sarah lagde i min arm, da hun mente, der kun var små 10 minutter tilbage af fødslen, satte altså skub i sagerne. Hun fortalte mig ikke, hvor tæt rejen faktisk var på at blive født, en lille form for forberedelse kunne måske i bagklogskabens lys have været helt ok. Jeg blev bedt om at gispe, og jeg gispede alt, hvad jeg havde lært. Vi har vel alle en drøm om ikke at gå i stykker fra ende til anden og i næste presseve kom hele vores fineste reje til verden. I et hug. Det blev ikke nødvendigt at have hoved i begge ender for en stund. Klokken var 02.39, da rejen blev lagt op på mit bryst.
Med rejen kom resterne af mit fostervand som en ordentlig skylle, ned i jordemoderens BH, plask. Værsgo. Hun måtte ud og skifte tøj. Ind kom jordemoder Runa, som vi havde stiftet bekendtskab med til fødselsforberedelse på Riget (som virkelig kan anbefales)! Moderkagen blev født, mens rejen stadig lå på mit bryst, og Sarah kom tilbage fra tøjskift. Alting blev tjekket og jeg blev syet med et enkelt sting udvendigt, og rejen havde haft sin arm langs kinden på sin vej ud og derfor havde han kradset mig lidt og det skulle syes med et par sting indvendigt.
Jeg kom op fra fødebriksen og blev påkrævet at tisse. De trillede et lille fødselsdagsbord ind med flag, lys, brød og lidt at drikke. Døren lukkede sig, og vi var helt alene med den her lille allervarmeste klump, som bare var vores. Det mest surrealistiske jeg nogensinde har været en del af.
Vi blev på fødestuen og var alene den næste times tid. Sarah kom tilbage og tjekkede rejen igennem fra top til tå. Alt var som det skulle. Hun fortalte, at de ville have en stue klar til os et par timer senere, hvor vi alle tre kunne slappe af, så vi blev på fødestuen lidt endnu. Klokken blev 7 og morgenmaden blev serveret længere nede ad gange, så jeg hentede morgenmad til os, mens min kæreste tog sig af rejen. Vi fik at vide, at stuen var klar, så vi pakkede vores ting og trillede ud i verden sammen.
Vi havde en virkelig god oplevelse med Rigshospitalet, personalet og alting. Jeg håber virkelig, at det skinner igennem i min fortælling. Fødselslægen var en sjov banan, der måske blev fanget på et skidt tidspunkt og samtalen mellem ham og jordemoderen kunne have faldet på et bedre tidspunkt end midt i mine presseveer, hvor jeg helst ville have haft hende hos mig. Bagefter beklagede hun meget, at han havde været så svær at hive op på stuen, nu hun vurderede der var brug for ham der. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt med hans hjælp, truslen om sugekoppen var rigeligt.
Selve fødslen var en rigtig god fødsel for mig, jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre. Jeg var allerede samme dag klar på en omgang mere, hvis det skulle have været nødvendigt og det er samme tanker jeg sidder med i dag næsten fire måneder senere.
Vi var på Rigshospitalet i to nætter på afdelingen for sårbare gravide. Jeg mistede min elskede mor i starten af min gravidite, og derfor tog jeg imod et særligt jordemoderforløb. Forløbet gav os et par ekstra besøg hos jordemoderen og derudover var alle besøg hos den samme jordemoder. Vi fik tilbudet om overnatning på Rigshospitalet, så vi takkede ja tak til. Han kom trods alt meget tidligt om morgenen. Desværre fik Klint gulsot og derfor blev vi indlagt igen, anden gang var på barselsgangen.
FØDSELSBERETNING :: DEL 4
Læs del 1 her, del 2 her, og del 3 her.
Et ”åh gud, here we go” har nu nok strejfet mit ansigt, men autoritetstro som jeg er, smed jeg mit korpus op på briksen. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde jo faktisk forventet et forløb, hvor min krop selv gik i fødsel, fik veer, vi selv skulle finde vej til hospitalet, og hvor vandet ville gå af sig selv Omend jeg var ret glad for, at turen til Rigshospitalet foregik uden veer, må jeg indrømme.
Jordemoderen måtte to metoder igennem, før vandet gik kl. 16.30 mandag eftermiddag. To dage efter vi ankom til hospitalet. 8 minutter efter vandet var taget, fik jeg den første ve. 13 igangsættelsespiller nåede jeg igennem, jeg har ladet mig fortælle at gennemsnittet er 6-8 piller.
Vi tog ikke tid, men de kom ret heftigt, de der veer, og med ret kort imellem med det samme. Jordemoderen informerede om, at der ville være en fødestue klar til os kl. 18. Tiden indtil da er ret sløret for mig, og jeg var bestemt ikke særlig rar. Jeg forsøgte at komme igennem hver enkelt ve og kontrollere min vejrtrækning, så godt jeg nu kunne. Haha. Jeg gik i bad, og det var virkelig rart og lindrende for mig, så der blev jeg næsten indtil fødestuen var klar. Jordemoderen kiggede ind og gav os noget information midt i en ve, men jeg måtte bede min kæreste om at klare den, mens jeg forsvandt bag forhænget i badet og snuppede en ve mere. Min kæreste pakkede vores ting, og da jordemoderen kiggede ind og fortalte, at stue 5 og jordemoder Ursula var klar til os, var jeg lynhurtigt af sted, så lynhurtigt som en gravid i fødsel nu kan være. Jeg nåede heldigvis fra den ene stue til den anden imellem to veer. Jeg kunne jo ikke stå derude på gangen og have veer, vel?
Ursula var fantastisk rar og venlig, hvilket man ikke kunne sige om mig. De der veer nev mig, og de kom ofte. Hun kunne konstatere, at jeg nu var i aktiv fødsel og en anæstesilæge blev tilkaldt 18.40. Jeg var blevet anbefalet en epidural, grundet mit for høje blodtryk. Jeg havde oprindeligt en idé om at forsøge mig uden smertestillende, men den tanke forduftede på ca samme tid som første ve indtraf. Jeg var ikke for fin til at sige ja tak, de skulle helst dope mig ad libitum. Jeg fik en maske der eftersigende skulle indeholde noget lattergas, men vi fandt ligesom aldrig hinanden, mig og lattergassen. Jeg bandede af masken, den larmede helt abnormt ved hver vejrtrækning og var ved at gøre mig skør. Det virkede slet ikke for mig og jeg forkastede den idé.
Anæstesilægen ankom til fødestuen 19.30, hun var en sød ung kvinde, og jeg var ret klar på at få den der epidural lyntjept. Med møje og besvær fik jeg mig møvet ind midt på briksen og sidde, med ryggen mod anæstesilægen og fronten mod min kæreste, som jeg støttede mig opad. Mine hænder og håndled gjorde så ondt af væsken, jeg var en vandballon af format de sidste dage af min graviditet. Bare det at støtte på dem var næsten umuligt, jeg havde kæmpet med karpal tunnel syndrom det sidste trimester af graviditeten. Anæstesilægen bad mig sige til, hvis jeg skulle få en ve, når hun skulle til at stikke. Det fik jeg selvfølgelig, og det forsøgte jeg fluks at meddele hende. Men hun havde lidt svært ved at høre mig, så det var nanosekunder fra en epidural til mig midt i en ve. Det havde sandelig været smukt. Vores kommunikation kom heldigvis på rette spor og en salighed lagde sig over stuen, eller nok mest over mig. Epiduralen gjorde mig noget mere medgørlig. Hun var dagens kvinde i skysovs. På vej ud af stuen kommenterede hun lige min Goyard taske: “Sikke en lækker barselstaske”, haha,
FØDSELSBERETNING :: DEL 3
Vi ankom til Rigshospitalet 16.45 og gik op på afdelingen for igangsættelse. Alle der har været på Rigshospitalet kender til mulighederne for parkering, og de er altså ikke altid lige nemme. Men heldigvis havde de travlt, så ingen havde manglet os, og vi blev kaldt ind en halv times tid senere. De kørte endnu en strimmel på rejens hjertelyd. Han havde det formidabelt. Mit blodtryk not so much, så de gav mig en pille for at sænke det. Derudover fik jeg den første igangsættelsespille kl. 18.00, lørdag aften. Vi tænkte stadigvæk, at rejens ankomst var lige om hjørnet, men vi skulle finde ud af, at det nok ikke stod lige for. Vi fik en enestue, og der blev redt op til min kæreste, så han også kunne sove der. Jeg havde medbragt min egen hovedpude, futsko og nattøj. Vi fik det hurtigt gjort så behageligt, som sådan en stue nu kan blive.
Jeg fik to piller mere, og de tjekkede, hvordan det så ud indtil nu. Ingen ændring, der var stadig livmoderhals tilbage. Vi gjorde os klar til natten. Dagen efter fik jeg endnu en blodtrykspille. Min kæreste stod for at måle det, da jeg tydeligvis fik endnu højere tryk, når de hvide kitler stod bag maskinen. Haha. Igangsættelsespillerne var på menuen, og vi regnede med, det var dagen, hvor vi skulle møde rejen. Vi så Mindhunter på Netflix og ventede og ventede og ventede. Der skete ikke en døjt, og jeg mærkede ikke til noget som helst. Vi fik lov til at gå en tur, og det kunne jo passende være en tur ud til bilen, ahem. Vi sneg os hjem efter nogle ting, som vi havde glemt i al iver, og så fandt vi mad i FRB C. Maden tog vi med os ud på Riget, og ingen opdagede, at vi havde været væk. Jeg håbede, at vores lille sviptur måske kunne være det, der endelig satte gang i løjerne. Aftenen fortsatte med mere Netflix, flere blodtryksmålinger og et par igangsættelsespiller mere. Der var stadig ingen ændring. Vi sov endnu en nat og gjorde klar til endnu en dag.
Det var blevet mandag, og endnu et vagtskifte var mødt ind på Rigshospitalet. Jeg havde mærket mere til plukveerne i løbet af natten, og jeg blev tilbudt en ”cocktail” at sove på. Det er svært nok at finde ro på sådan et hospital i forvejen, så den havde gjort godt. Vi startede dagen med en deletallerken med morgenmad, fædrene spiser jo ikke med, host. Og så stod den på tjek igen, hvordan stod det mon til. Den søde jordemoder var glad, der var positive nyheder, hun kunne tage vandet, sagde hun. Men de havde ikke plads på fødegangen lige nu. Der var for mange der var gået spontant i fødsel, og de skulle jo lige være færdige først. Fair nok, men enormt anti klimaks, da døren lukkede efter hende. Hvornår mon vi ville se dem igen? Klokken var ca. 10, og vi skulle have tiden til at gå. Vi fortsatte med Netflix og Mindhunter, vi kunne ligeså godt forsøge at gennemføre, nu vi havde mere tid at slå ihjel.
Dagen sneglede sig af sted. Jeg skulle jo gerne føde i dag, nu det skulle være. Det var nemlig den 16. oktober, og det var præcist tre måneder siden, at min bedste veninde Meretes lille søn Elvin kom til verden. Det ville jo være helt perfekt, men udsigterne så nu noget sorte ud. Jeg spenderede tiden på at snyde jer på Instagram. Der var i hvert fald ikke nogen, der var indlagt her, nej nej, jeg var da i fuld gang derhjemme, indretning af reje-hjørnet osv. Haha. Jeg kunne ikke overskue, at nogen skulle tro noget som helst, så vores fem minutter hjemme dagen før blev blandt andet brugt på at skyde tre billeder, så jeg havde lidt at poste, der skulle ikke være stilhed fra min side i hvert fald. En værre snydepels er jeg.
Klokken nærmede sig 16, og vi havde ingen set siden om morgenen. Mit blodtryk var ikke blevet målt, så vi tænkte, det snart måtte være tid. Min kæreste ville gå ud og høre dem, hvad planen var. Om der mon var en baby på vej til os den dag, eller om vi skulle væbne os med endnu mere tålmodighed. Han nåede kun lige at åbne døren, udenfor stod jordemoderen fra tidligere. ”Ja, nu kan vi tage vandet”, sagde hun.
FØDSELSBERETNING :: DEL 2
Læs første del af beretningen her.
Jeg brugte en farlig masse tid på at stresse videre over, at rejen måske ville komme før tid. Oppe i mit hoved var det altid vores terminsdato, 4. november, der ligesom var den tidligst mulige dato for en baby i vores liv. Jeg ved godt, at mange føder for tidligt, og det er ligesom også forhistorien i min familie, men alligevel kunne det ikke være anderledes end den 4. november for mig.
Jeg var samtidig lidt forhippet på, at han skulle være en november-baby. En stor del af mine favoritmennesker i denne verden er nemlig født i november, så det kunne kun være formidabelt, hvis han blev født i den måned.
Jeg blev alligevel ikke hylet mere ud af den, end jeg brugte nogle dage på at sy stofbleer. Karrygule stofbleer i hobetal. Hele 12 stofbleer og et betræk til puslepuden blev det til i de følgende dage. Det holdt hårdt at sy de bleer, mine fingre kunne næsten ikke folde kanterne, og det tog så lang tid. Jeg har altid syet en del og det har normalt ikke være nogen større udfordring, så det var nedslående, at jeg ikke engang kunne sy mere.
Nogle uger forinden var jeg startet i et akupunkturforløb hos Jordemoderhuset på Vesterbro. Hver behandling hjalp mig kortvarigt, ligesom fysioterapi også kun hjalp mig et døgns tid af gangen. Jeg kunne derfor ikke ret meget, men de stofbleer skulle altså i hus. Og det kom de! Flotte er de ikke, men de er færdige, og faktisk er det de bedste stofbleer vi har i samlingen herhjemme, men det er en helt anden sag. Tilbage til den der fødsel.
Det blev lørdag, og vi skulle møde op på Rigshospitalet kl. 10. De tog en blodprøve, fik en urinprøve, tog mit blodtryk og kørte en strimmel på rejen. Han havde det fortsat formidabelt inde i maven, men det var noget andet med mig. Vi ventede længe, rigtig længe. Vi var kommet afsted uden mad i maven, for vi havde egentlig planer om at brunche den et sted. Vi havde lagt store planer for vores lørdag, hvilket blandt andet involverede en tur i biografen og lidt shopping. Jeg skulle jo bare lige have taget mit blodtryk, ikke?
Klokken blev 13, før der igen dukkede personale op hos os på stuen. Vi var godt trætte, sultne og havde været efterladt ret længe i limbo der. Hvorfor lod de os ikke bare smutte ud i verden? Men ind kom en læge, en læge vi endnu ikke havde mødt, og hendes første ord var: ”Ja, I skal jo så sættes i gang”… og jeg tænkte fluks: ”Nej, det skal vi i hvert fald ikke”, haha. Vi havde jo ingenting med, vi skulle jo i biografen og rejen skulle altså først komme om en måned. Vi var slet ikke klar. Hans puslebord stod stadig ret bart og umalet derhjemme, og der var jo tusind ting i mit hoved, der stadig skulle falde på plads. Så jeg begyndte at græde, mens jeg samtidig forsøgte at flytte den der igangsættelse minimum en dag frem. Jeg kommer normalt ret forberedt til ting, især ting som en fødsel, ikke? Så jeg var helt i vildrede. Men hun var ikke til at stikke i, hende lægen. Med møje og besvær fik vi lov til at tage hjem, men kun for at pakke en taske og komme retur. Hun ville ringe til os, når hun fik svar på min blodprøve og så ville hun finde en tid til igangsættelse, sagde hun.
Vi forlod Riget. Mig enormt stresset og lidt ked af det. Mest fordi vi (måske mest mig) slet ikke var klar. Jeg var ikke klar til at skulle føde sådan en baby, men hvornår bliver man egentlig det? Jeg havde været til fødselsforberedelse 9 gange hos APA og en gang på Riget. Jegvar nu nok så forberedt, som jeg kunne blive, mit hoved skulle bare lige med mig.
Vi kom hjem, og jeg begyndte fluks at kyle ca alting i en taske. Alt hvad der var nogen som helst mulighed for, at vi ville få brug for. For hvornår ville vi skulle møde vores lille reje? I aften? I nat? Senest i morgen, vel? Ja, det tænkte vi. Vi skulle dog blive klogere – og ret glade for alle de ting, vi havde pakket ned. Telefonen ringede kl. 14.30. Vi skulle møde op på Riget kl. 16.30 til igangsættelse. Hun havde booket tiden til os, og nej, den kunne ikke flyttes til søndag. Hun var stålsat. Jeg forsøgte ihærdigt, men jeg vidste jo godt, at det var bedst for både mig, men også for rejen, ikke at udsætte det yderligere, når mit blodtryk var så højt. Så vi pakkede færdigt, og jeg gik i bad.
FØDSELSBERETNING :: DEL 1
Lad os begynde i starten af oktober. Min graviditet var så småt (host) ved at hænge mig langt ud af halsen. Et par uger forinden var jeg blevet sygemeldt fra job, grundet karpal tunnel syndrom. Mine fingre sov konstant og gjorde virkelig ondt. Det var svært for mig at skrive på computeren – og mit arbejde foregår primært fra den. Min læge anbefalede mig derfor en sygemelding, da jeg var omkring hende, 10 dage før jeg skulle være gået på barsel. Jeg fik mere og mere vand i kroppen. Jeg var rent ud sagt en vandballon.
Mit blodtryk havde løbende drillet lægerne og jordemoderen, og til mit sidste besøg hos jordemoderen den 4. oktober var det alt for højt. Jeg havde ingen protein i blodet, men de ville holde øje med mig, for at sikre sig jeg ikke endte ud med svangerskabsforgiftning. Jeg fik derfor en tid hos en fødselslæge ugen efter.
Men en vigtig ting skulle vi altså lige nå inden termin i starten af november. Et besøg hos familien i Aalborg. Jeg havde ikke været hjemme siden min mamas begravelse i april, så min familie havde slet ikke haft fornøjelsen(!) af min badebold. Vi havde planlagt en spontan tur, som tilfældigvis faldt lige efter besøget hos jordemoderen. Vi tog derop fredag og hjem igen søndag. I bagagen var rejens hospitalstaske. Der var trods alt under en måned fra termin, og min mama fødte for tidligt med både min søster og mig. Derfor ville vi være nogenlunde sikre på, at alt ville være ok, hvis det nu blev en baby født i Jylland. Derfor var autostolen også med, og den fyldte godt op på bagsædet af vores lille Ford KA.
Vel tilbage fra det jyske stod lægetiden for døren, vi ankom på Rigshospitalet, hvor jeg også gik til jordemoder. I starten af min graviditet fik jeg tilbudt et særligt forløb hos en kendt jordemoder på Rigshospitalet, og kom derfor kun enkelt gang på centeret i Aldersrogade. Dette tilbud fik jeg, fordi jeg mistede min mama i april. Fødselslægens første sætning var:”Hvor er den trøje fra?”, sagde han lidt studst til min kæreste. Min kæreste blev befippet og spurgte mig, hvor det nu var, den var fra. Jeg svarede fra ham, Commes des Garcons. Jeg havde givet ham den i fødselsdagsgave, og den faldt åbenbart lige i lægens smag. Den er nu også ret flot, haha. Derefter gik konsultationen i gang, rejen blev scannet igennem, hans vægt var fin og han havde det som blommen i et æg.
Jeg var omkring 36+2, så lægen syntes, det var vel tideligt at sætte mig i gang. Det syntes jeg også, og jeg blev lynhurtigt lidt stram i betrækket. Jeg var slet ikke klar til, at der skulle komme en baby. Jeg havde jo lige sidste omgang fødselsforberedelse samme aften, vi skulle klaregøre alt derhjemme og jeg skulle jo nyde en hel måned med barsel inden den stod på #barselmedbaby. Mit hoved var med andre ord slet ikke klar til at skulle føde lige foreløbigt.
Mit blodtryk blev taget flere gange igen og igen og igen, det var stadig for højt. Vi røg omkring blodprøvetagningen og mine hænder var svulmet op til dobbelt størrelse af alle de blodtryksmålinger. Jeg havde SÅ ondt i dem. Så på den måde var jeg ret klar til at blive alene i mit korpus. Vi fik en tid til tjek igen om lørdagen, vi blev bedt om at troppe op kl. 10.00.
Før vi forlod fødselslægen spurgte min kæreste, om vi skulle medbringe vores ting om lørdagen – for ligesom at være klar til baby? Han svarede: ”Nej nej, det behøver I ikke, I skal ikke være forældre på lørdag”.
OUTFIT #479
BY MALENE BIRGER frakke // H&M strik // ZARA nederdel
BY MALENE BIRGER skjorte // JULIE FAGERHOLT HEARTMADE hue
CÉLINE sneakers // CÉLINE taske
2017 går på hæld og vi brugte dagen i går på at trille med barnevognen. Min kæreste arbejder i Nordhavn og bilen stod derude, hvorfor den selvfølgelig skulle hjem igen. Vi endte med at gå en rigtig god lang tur, i en smule regn, men det var så hyggeligt – og Klint sov trygt i barnevognen imens. Da vi nåede ud til bilen og gjorde klar til hjemtur blev vi imidlertid noget skuffede, for autostolen stod da hjemme i stuen. For dælen. Så vi kunne altså ikke rigtigt komme ud af flækken – i hvert fald ikke med baby, og han er trods alt en del af teamet nu. Så Klint og jeg begav os mod Lagkagehuset, hvor den stod på en flaske til ham og en hindbærsnitte (og en børnebolle!) til mig. Det er første gang, jeg er blevet spurgt om sådan en, og han er altså vel lille til sådan en endnu, han ville ikke engang gide skænke den et øje. Men jeg fik alligevel sagt ja, og så spiste jeg den. Haha. Imens kørte farmand hjem til lejligheden efter autostolen, så vi kunne begive os ud i verden sammen. Det blev til en pusling i barnevognen, da Lagkagehuset var ude puslebord, eller i hvert fald uden samlet puslebord, men det gik heldigvis formidabelt også.
Vi begav os i Fields (#centerrotterne), og det blev til en lille merinould buks til mig, men ellers holdt vi os på måtten. Der var en enkelt frakke, jeg jagtede, men uden succes desværre. Jeg mangler reelt set heller ikke frakker. Slet ikke faktisk. Men jeg er VILD med dem.
Vi skal ud og handle det sidste ind, så vi har mad i huset til helligdag i morgen, så vi må hellere komme afsted. Tak for 2017, vi ses i 2018!
JEG ER HER VIST ENDNU…
Lige om lidt er det 2018 og det er snart 3 måneder siden jeg har vist mig her på domænet, i hvert fald i form af et indlæg. Der kom altså lige en baby i vejen, verdens fineste lille baby (hvis du spørger hans forældre). Omend det blegnede en lille smule i går, da han oversked(!) sin mor ved puslebordet. Men indtil da var næsten alt idyl og gode stunder, haha.
Rejen endte med at ankomme 3 uger før tid, men det er en længere historie, som jeg måske deler på et senere tidspunkt. Jeg skal lige greje oppe i mit hoved, om det er noget, jeg vil dele. Men jeg tænker, det kunne være meget hyggeligt, skal lige se, om jeg kan få det hele bikset sammen til jer, hvis det da er noget som I gider læse om?
Tiden går hurtigt herhjemme, hvor kliche det end lyder, så er det svært at følge med. Vores søn har fået navnet Klint og rejen bliver han sjældent kaldt efterhånden. Nu lyder den mere på Klinten, Møffe Bøf, Bøf, Miff Bif, Eksorcisten, Gylpekongen, Bob, Bobsi, Savlebob, Minimand og alt muligt andet i den dur. Vi havde fire ugers barsel med farmand, før han skulle retur på job og de første 1,5 uge blev brugt på hospitalet, først for at få bugt med gulsot og derefter for at få styr på mit blodtryk. Men nu er vi landet godt og trygt hjemme, og vi har efterhånden fået os en rigtig fin hverdag med en form for rutine, så meget som man nu kan have det med en baby. Men han er en af de gode af slagsen, ham Klint, selvom alt jo er en faaaase med sådan en. Han sover rigtig godt, og har henover den seneste uge ladet os sove mellem 8-9,5 time uden opvågninger næsten hver nat. Hvilket jo er en ren luksus i sin selv, det giver i hvert fald mor her et helt andet overskud, end nætterne med afbrudt nattesøvn. Men lad os nu se, det er ikke sikkert det varer ved ret længe – vi nyder det, mens vi kan.
Julen er blevet brugt i både nordjylland hos min familie og selve juleaften herhjemme med min kæreste og hans familie (og Klinten). Nytåret er lige om hjørnet, og den snupper vi hjemme sammen bare os tre. Jeg er ikke den store fan af fyrværkeri, så det passer mig så godt ikke at skulle tage stilling til fest og diverse. Jeg ville bare lige kigge ind og sige at der stadig er liv i mig. Jeg kigger snart ind igen, og indtil da, sig hej til Klint:
REJEBYGGER #04 :: HVORDAN ER DET GÅET INDTIL NU?
Jeg er nu snart overstået 7. måned i min graviditet, og jeg har stadig ikke helt forstået, at der faktisk kommer en baby ud af det her i den anden ende. Vi glæder os virkelig meget, men helt virkeligt føles det ikke endnu, haha. Jeg har ikke lavet noter uge for uge, men lidt er det da blevet til, og det tænkte jeg, jeg ville dele med jer.
Uge 0-4:
Februar brugte jeg i Nordjylland, næsten hele måneden var jeg hos min mama, der skulle flytte på plejehjem. Hun flyttede også i december, hvor min kæreste og jeg var hjemme og stå for det, den gang var hun indlagt og derfor blev tingene slet ikke sorteret. De blev bare pakket ned og afsted med flyttemændene blev de sendt. Derfor skulle der sorteres grundigt denne gang, både fordi mama ville få langt mindre plads (og ingen loft og redskabsskur), og også fordi hun altså havde boet 17 år i den gamle lejlighed. Jeg viede derfor min tid til at “flytte derover” og hjælpe med det hele. Dagstimerne stod primært på pakning og sortering, mens aftenen og lidt af natten stod på arbejde. Det hele skulle jo passes ind, det koster alligevel en slat hvis der skal holdes fri i sådanne tre uger. I starten af februar faldt jeg over mine gamle babysko, og jeg postede et billede af dem på Instagram, før de blev pakket ned sammen med de andre ting, der skulle med mig hjem.
Flere troede fluks, at jeg var gravid, men det var jeg bestemt ikke og jeg fejede dem hurtigt væk – den slags stod ikke lige for døren hos os, pt handlede det hele mest om, at min elskede mama var syg. Men tiden gik og vi blev klar til at flytte min mama afsted mod plejehjemmet. Den weekend det skulle ske kom min kæreste og mine svigerforældre til Aalborg for at hjælpe med flytningen – og i denne weekend blev vores lille reje altså til. I kan læse om, hvordan jeg fandt ud af, at jeg var gravid lige her, og det var ca. omkring 4+3 jeg fandt ud af den lille overraskelse. Allerede en uge efter jeg fandt ud af det delte jeg nyheden med Meme, hun var selv gravid, og derudover havde jeg bare brug for at dele det med nogen, haha.
Uge 5-10
I 7. uge bookede vi tid til en tidlig scanning, vi ville gerne vide, om alt var som det skulle være og at der rent faktisk var liv. Jeg havde et stort ønske om at dele det med min mama, og gerne så snart som muligt, da det var svært at vide, hvor længe vi havde hende endnu, omend jeg slet ikke tænkte, hun ikke ville nå at møde baby. Alt var fint til scanningen, der var et fint lille hjerteblink og en lillebitte bønne at se på billederne. Vi fejrede med Chicks by Chicks på Vesterbro Torv. Haha. Jeg mærkede endnu intet til graviditeten og havde det faktisk ret formidabelt.
Da jeg var 7+4 delte jeg nyheden med min mama, jeg havde dagen før været hos lægen første gang, og hun syntes bestemt jeg skulle dele det, så det gjorde jeg og jeg havde den lille blinkende bønne med på scanningsbilledet, selvom det ikke ligefrem var i nærheden af at ligne en baby, så var det så dejligt at kunne vise hende det. Da jeg var 9+4 mistede jeg min mama, præcis 14 dage efter jeg havde givet hende den gode nyhed. Hun havde selv nået at dele den med nogle venner og jeg er glad for, hun fik den mulighed.
Efter første lægebesøg fik jeg besked om, at min blodtype er rhesus negativ og jeg derfor s
kal have tjekket hvilken blodtype baby er, og have et par sprøjter så min krop ikke danner antistoffer mod baby, hvis han har en positiv blodtype.
Uge 11-12
Påsken brugte vi i Berlin, i hvert fald starten af den, vi havde nemlig booket en tur med afgang dagen efter min mamas død. Denne var booket før vi vidste det var så tæt på, og da hun døde torsdag, besluttede vi, at vi ville tage afsted alligevel. Det ved jeg, hun ville have ønsket og derudover kunne jeg ligeså vel være ødelagt i Berlin som på Nørrebro. Sekundet jeg satte mine fødder på tysk jord blev jeg så forkølet og feberramt som jeg sjældent før har været. Vi havde alligevel nogle virkelig gode dage trods omstændighederne, og vi hyggede os. Det var dejligt bare at være sammen med min kæreste og bruge tiden sammen. Jeg mærkede ikke meget til rejen, ingenting faktisk, omend jeg med tiden var blevet noget mere forpustet end jeg plejer at være af fx almindelig gang på trapper, haha.
Da vi kom hjem stod den på begravelse i Nordjylland, min kæreste og mine svigerforældre tog med derop. Dagen var noget så fin, det silede ned hele dagen, fra solen stod op til den gik ned – omend vi ikke så den den dag. Det gav en sær form for mening, nu min allerfineste mama skulle herfra. Der var blomster over det hele og mange af mine søde veninder havde sendt blomster afsted, og flere af dem mødte også op til begravelsen. Min mama har altid sat en ære i at lære mine veninder at kende og hjælpe dem hun kunne, hvis nogen havde brug for en hjælpende hånd eller en ferm hånd med en sytråd. Jeg mindes, at jeg sov helt vildt meget i disse dage, jeg meldte også pas på gåturen rundt i Aalborg da vi ankom, jeg var simpelthen helt mørbanket.
Det var her omkring min halsbrand så småt dukkede op, den kigger frem indimellem, men sjældent noget voldsomt – og jeg var forudseende nok til at bestille tre pakker Tums fra Amazon, som nu hjælper mig en gang eller to om ugen.
……………………………………………………………………………………………………………………
Mit første trimester var altså noget mærket af min mamas sygdom og senere død, men heldigvis var jeg ikke mærket af kvalme eller andre gener, hvilket nok gjorde det hele en smule nemmere at komme igennem. Jeg vil indele disse indlæg i tre, da det jo ellers kunne blive en hel roman eller en mindre novellesamling, haha.
Jeg har haft dette liggende som kladde i noget tid, og har ikke fået det udgivet, men jeg håber stadig, det kan give jer et lille indblik i mit liv som #rejebygger i første trimester.
TIDEN FLYVER…
… Og pludselig er der gået over en måned siden jeg bloggede sidst. Livet stryger forbi, og jeg når heldigvis at få det meste med. Omend jeg også bruger en ret stor del af det på at sove. Jeg er i 7. måned udi at være #rejebygger. Og det går virkelig stærkt, jeg kan ikke helt følge med faktisk. Vi får flere og flere ting fikset derhjemme, som gerne skulle være nogenlunde klar, før baby melder sin ankomst, vi har blandt andet fået tørretumbler og købt kommode til puslebord. Det er også samlet – efter et lille hack, da skufferne sad skævt. Heldigvis kunne vi selv bore nye og fikse det den vej. Vi har også købt mægtig meget af det nødvendige, men jeg synes stadig, der mangler en hel del. Vi har dog gang i meget af det, så det kommer nok lige så stille.
Jeg begyndte til fødselsforberedelse hos APA på Østerbro i går, og det glæder jeg mig meget til at bruge de næste 8 tirsdag aftener på. Jeg har overvejet at kyle noget gravidyoga indover, men som en ikke-yoga-udøvende person på normal basis er det lidt grænseoverskridende for mig, hvilket fødselsforberedelse også var, så måske den bare skal overskrides. Jeg er desuden begyndt at tælle ned til barsel (hvem forsøger jeg at narre, det har jeg gjort siden før min sommerferie) og jeg har kun 27 arbejdsdage tilbage. JUHU! Jeg har smidt lidt ferie oveni, så det bliver helt perfekt.
Rejebygningen er altså i fuld gang herhjemme, både i maven og i huset. Jeg har endda lagt lidt sager i puslebordet, selvom det stadig mangler at blive malet. Men ting tager tid, vi skal nok nå det hele, tænker jeg, og hvis ikke, så går det også nok.
10 TING JEG HELT SIKKERT IKKE VIL LAVE I JULI
1. Holde ferie hele måneden, selvom det ville være virkelig lækkert, der skal jo smør på brødet, ikke? Så jeg nøjes med 14 dage
2. Anbefale jer at se Baywatch-filmen i biografen. Magen til bras skal man lede længe efter.
3. Tage et kørekort, køerne til den slags er jo helt ude i hampen. Det skal jeg vel heller ikke bruge til noget alligevel.
4. Spise store vaffelis med guf som de laver det hjemme i Nordjylland. Den slags kan jo ikke opdrives nogen steder.
5. Tage i sommerhus. For sådan et har jeg ingen adgang til. Det er alligevel heller ikke særlig hyggeligt, der er fyldt med store edderkopper i alle hjørner, og sådan noget med at grille og sidde ude til længe efter det er blevet mørkt, nej nej, det er slet ikke noget for mig.
6. Slå mig løs for mine feriepenge. De er nemlig allerede øremærket nye møbler – som kommer i starten af august. Det er så også ok.
7. Grille. For vejret lader ligesom ikke til at synes, at vi overhovedet skal bruge vores altan i år.
8. Give træet på førnævnte altan olie. For der har endnu ikke været tørvejr længe nok til, at det har kunnet lade sig at gøre(!).
9. Holde grillparty for alle mine favorit mennesker – det kunne til gengæld måske gøres til min fødselsdag i september?
10. Tælle alt for meget ned til forestående barsel. Der er kun 59(!) arbejdsdage igen. Måske endda 49. Uh.
REJEBYGGER #02 :: DEN FØRSTE TID
Februar var næsten slut, det var koldt og vådt, men ikke en rigtig vinter, som dem jeg husker, fra jeg var barn. Jeg var svimmel og havde lidt kvalme, det var typiske influenzategn, og min kæreste havde lige været turen igennem. Jeg måtte hjem under dynen. Men som dagen gik tænkte jeg en del, det var måske ikke bare influenza, min menstruation var nogle dage over tid. Måske jeg i virkeligheden var gravid. Jeg smuttede omkring en Matas og købte en test. Der var en streg, måske “halvanden” – for nummer to var altså lidt utydelig, de lignede ikke just hinanden, så jeg var i tvivl, var den mon positiv? Neej, vel? Jeg købte derfor en ekstra pakke med hele 2 styks på apoteket. Der var igen to streger, to lige tykke streger. Den var sgu god nok.
Dagen efter de positive tests skulle jeg hjem til min mama, vi havde den bedste weekend og her var vi blandt andet ude og shoppe og spise en lækker frokost, præcis som vi ofte gjorde det, før min mama blev syg. Det var en skøn weekend at have sammen og især at se tilbage på nu. Men jeg havde også vildt lyst til at fortælle hende om det hele. Men jeg var kun i 5. uge, så det var lidt tidligt, også når abortrisikoen er ret overhængende de første tre måneder. Jeg tænkte egentlig, at vi ville vente til efter nakkefoldsskanningen, men min mamas sygdom-und-alles gjorde det ret svært for mig at vente. Så i 6. uge bestilte vi tid til en tidlig skanning, vi ville gerne lige tjekke, at der var hjerteblink, så vi var en smule mere sikre, før jeg kunne dele det med min mama. Det var der heldigvis og alt så ud som det skulle.
To uger efter havde jeg første tid ved lægen. Hun spurgte, i runden af de tusind spørgsmål de har, om der var noget psykisk der kunne spille ind under graviditeten. Og der brød jeg sammen. På daværende tidspunkt havde jeg brugt noget nær det sidste halve år på at græde. I tide og utide. På jobbet, i badet, i mørket om aftenen i sengen. Jeg vidste godt, at min mama var terminalpatient, det er nu engang det en ALS-diagnose gør ved en. Hun var tilknyttet Palliativt team. Hun kunne blive indlagt med et enkelt ring til hospitalet og der var fri bar i den medicin, hun nu skulle få brug for. Der var ligesom ingen vej tilbage – men derfra og til at forstå det, og ikke mindst forstå betydningen af, at min mama måske snart var væk, der var alligevel et stykke, og der var jeg ikke endnu. Min mama var syg, men ikke værre end hun var en måned tidligere. Mine tanker kredsede om, at hun da selvfølgelig ville være her til at møde den lille ny til november, i det mindste. Jeg havde end ikke overvejet, at hun skulle herfra før det. Min læge mente helt bestemt, at jeg skulle sige det til hende, så snart jeg fik muligheden og ikke vente længere, blot fordi jeg var bange for diverse risici.
Jeg fortalte det til min mama allerede dagen efter, da jeg var på besøg. Hun fik Rejen at se på det lille skanningsbillede, hvor der ikke var andet end en lille bitte reje, men omend den fineste reje hun nogensinde fik at se. Hun sagde fluks og meget glad, “jeg skal være bedstemor”, og hun fortsatte: “jeg tror, det er en lille pige”. Min mama har altid sagt, at hun ville kaldes bedstemor, for det var jo den bedste af dem alle sammen.
Mama fik ikke ret, Rejen er en lille dreng, og det får jeg desværre aldrig muligheden for at fortælle hende. <3
REJEBYGGER #01
Jeg skal være nogens mama.
Det sker til november, og det er stadig ret surealistisk for mig, må jeg indrømme. Jeg smed “bomben” på job og Instagram i går, og nu kan jeg endelig slappe lidt mere af i den her krop, der så småt er i forandring. Jeg er i 18. uge, og jeg synes, tiden er fløjet afsted. Det føles som kort tid siden, jeg stod med den positive test i hånden og alligevel er der allerede gået 3 måneder.
De tre måneder har været utrolig lange, selvom de er gået enormt hurtigt, giver det nogen mening? For selvom vi har fået denne virkelig gode nyhed med en lille baby – også kaldet Rejen herhjemme, så har jeg også mistet min mama. Det er næsten to måneder siden, og det er slet ikke til at forstå. Jeg var så heldig, at jeg nåede at dele nyheden med hende, det er I mange, der har spurgt mig om. Og hun blev noget så glad, det første hun sagde var: “Jeg skal være bedstemor, jeg tror det er en lille pige”. Åh, hvor ville jeg ønske, at jeg kunne dele denne oplevelse med hende. Der er så utrolig mange spørgsmål nu, som jeg aldrig før tænkte over at skulle have svar på, og nu er det bare aldrig muligt at få de svar. Det er i sandhed en rutsjebane i mit liv for tiden, men jeg følger med så godt jeg kan og det går heldigvis rigtig godt indtil videre. Jeg har det dejligt og de første fire måneder er overstået. Nu glæder vi os gevaldigt til november, hvor vi skal møde vores lille Reje.
10 TING DER ER HELT OK FOR TIDEN
Jeg er stadig glad, griner og smiler, selvom jeg lige har mistet min mama. Det kan undre mig, at det kan lade sig at gøre og indimellem giver det et ordentlig stik i hjertet lige midt i et grin. For kan jeg egentlig tillade mig det, tænker jeg? Jeg savner hende helt ind i marv og ben, men hun kommer ikke tilbage af den grund. Jeg vælger at mindes hende i stedet og forsøger ikke at skamme mig, når jeg griner og har det godt. For min mama elskede, når jeg grinede. Især mine smilehuller var hun verdens største fan af. Så i hendes ånd vil jeg forsøge at grine og smile mest muligt – nu står sommeren jo også for døren. Derfor har jeg samlet ti ting, som gør mig glad for tiden. <3
#01 Når jeg jagter min kæreste, mens jeg “har klædt mig ud” som Læspe-Dorthe. Min nye personlighed, når natten falder på og jeg er “hoppet i” min nye mega-lækre bideskinne, (som skal fikse at jeg skærer tænder). Den er umulig at tale med og ikke mindst savler jeg en farlig masse, hvis jeg gør forsøget. I den forbindelse dukkede Læspe-Dorthe så op forleden. Vi havde det hylende morsomt, eller jeg havde, min kæreste var måske mere skræmt og en smule bange for Læspe-Dorthe. Men jeg var næsten ved at kvæles af grin, så sjovt var det.
#02 Fuglenes pippen udenfor mit kontorvindue. Det er ikke så ofte, så jeg bider mærke i dem, men pt er de der hele tiden, og jeg nyder det til fulde
#03 Sommeren. At den vist endelig er på vej, og vi kigger på en uges ferie om små tre uger.
#04 At jeg fra i dag kl 15.00 har ferie i 9 dage. Yeeees.
#05 At Jagger åbner på Falkoner Allé. Lige der hvor de solgte den dårligste mad i byen. Burger med gourmet fritter (aka dårligt tilberedte kartoffelbåde fra frost), sjældent har jeg spist så lidt af en tallerken mad jeg betalte for. MEN JAGGER! Det er jo formidabelt at have lige i baghaven.
#06 Espadrilles-tid. Skal bare lige huske at finde dem frem. YAY!
#07 En fastansættelse på mit job efter to år som timeansat. Endnu mere YAY! Den her havde jeg glædet mig voldsomt til at dele med min mama, det nåede jeg desværre ikke.
#08 Min kæreste. Han er i sandhed #verdensbedsteBoo. <3
#09 Loppemarkedssæsonen, den er i fuld gang, og jeg labber det i mig.
#10 Grillsæsonen. Vi har egentlig været i gang et par måneder, men hold nu op hvor er det fantastisk med sådan en grill på altanen. YES! Og en altan for den sags skyld.
EKSTRA: Den her fantastiske oppustelige hummermadras, som skal med mig på ferie i midten af juni, Sardinien here we come.
10 TING DER GØR MIG TRIST
#01 At jeg aldrig skal se min mama igen
#02 At der aldrig kommer opkald eller sms’er, hvor der på skærmen står “Mama (og hendes helt egen emoji)”
#03 At jeg aldrig skal høre hende kalde mig “pus” eller “skattepige” igen
#04 At jeg aldrig mere kan gøre min mama stolt over at være netop min mama
#05 At jeg aldrig mere kan give hende et af de kram, som hun holdt allermest af
#06 At jeg aldrig kan ringe til hende og fortælle de gode nyheder, der helt sikkert en dag kommer nogle af igen
#07 At jeg aldrig får en fødselsdagspakke med posten fra min mama igen, fyldt med hjemmebagte boller, det bedste håndskrevne brev og den helt rigtige fødselsdagskage
#08 At jeg ikke længere kan købe de ting, der tydeligvis står “mama” på, når jeg kommer forbi dem, for jeg har ikke længere min mama at give dem til
#09 At jeg virkelig ofte siger, at jeg er ved at dø over det ene eller det andet, det kan fx være træthed. Og jeg er slet ikke ved at dø, det er noget helt andet at dø
#10 At jeg aldrig skal holde min mamas lille varme hånd i min igen, at jeg aldrig skal se hendes smilehuller eller glade øjne, når hun så mig stå af bussen ved terminalen i Aalborg
Alt det gode og fine ved livet, det er det, jeg normalt deler her. Men livet gør ondt hos mig for tiden, min elskede mama er her ikke længere.
Hun fik fred den 6. april, kl. 14.04. Samme dato, og næsten også tidspunkt, som hendes søster, min moster, 9 år før det. Der må være en mening med det hele, trods alt. Min mama fik i december diagnosen ALS efter en lang tur rundt i det danske sundhedssystem. De første tegn kom i april sidste år, og derfra gik det hurtigt. Min mama elskede bloggen og fulgte med som en høg, især efter jeg flyttede fra Aalborg. Jeg håber, hun stadig kigger med oppefra. Det er jeg sikker på, hun gør. <3
FØDSELSDAGSWEEKEND HOS YSTAD SALTSJÖBAD
Forrige weekend brugte jeg på Ystad Saltsjöbad i Skåne. Vi var inviteret afsted på et anmelderophold, og da jeg havde fødselsdag mandag kunne det ikke passe bedre. Vi tog hjemmefra omkring middag og landene på hotellet 14.30, lige i tid til indcheckning kl. 15.00. Vi tøffede hurtigt op på vores værelse – et kæmpe et af slagsen, med havudsigt, sofaarrangement og ikke mindst privat jacuzzi. Den havde vi dog ikke tid til at springe i lige med det samme, for vi havde booket tid i spaen til The Creek Experience lidt over 15. Vi kastede os i badetøjet og mødte op i spaen, lidt spændte på, hvad der mon ventede os. De næste to timer brugte vi på et hold af 3 par, med en vært, som fortalte os, hvad vi skulle gøre hvor og hvor længe. Her var det vigtigt at holde tungen lige i munden, da det svenske ikke altid er lige nemt. Dette endte da også ud i flere sjove episoder i spaen, men dem må jeg hellere holde for mig selv, da jeg ikke vil afsløre oplevelsen for jer. Vi havde booket bord i restauranten til kl. 19.30, så vi blev nødt til at stige op ad boblebadet, da vores fingre var rynkede som et gammelt ægtepars.
Middagen var helt uimodståelig, min kæreste var ellevild med forretterne, så han fik min (jeg er bare mere en dessertpige), hovedretten stof på verdens skønneste stykke kød, alt for lækkert kartoffel puré og ikke mindst rødvinssauce. Vi lavede en deler udi desserterne, da der faktisk var minimum tre vi gerne ville have. Vi stoppede dog ved to, en chokoladetærte med passionsfrugtis og en creme brulee, som det var første gang jeg kastede mig over. Og det var da i sandhed en fejl jeg har ventet så længe. Da jeg først havde sat tænderne i den, så gav jeg ikke slip, og min kæreste var overladt til chokoladetærten. Efter middagen kastede vi os under dynerne og så Star Wars som vi begge drattede i søvn til, så den der jacuzzi nåede vi aldrig.
Morgenen startede med et overdådigt morgenbord (buffet jo faktisk), der var alt fra eggs benedict, belgiske vafler – som man selv lavede, nutella (!!), bacon der rent faktisk var stegt, brød i alle afskygninger, mere æg i diverse udgaver, pandekager, yoghurt, frugt, pålæg og jeg kunne blive ved. Vi havde lidt travlt, for vi havde bestilt tid til æltning i spaen. Hele 50 minutters ren tortur, vi havde nemlig valgt “deep tissue”-udgaven. Fy for den lede, det gjorde ondt. Min ryg har været i undtagelsestilstand hele ugen. Men altså jeg er sikker på, hun ramte noget godt, den kære massør, det skal jo gøre ondt, før det gør godt, right? Vi brugte eftermiddagen i de udendørs bassiner og tøffede hjem kort før kl. 15, da vi desværre ikke havde booket bord til frokost i restauranten, så vi måtte spise i Malmö på vejen hjem, men det var nu også et hyggeligt stop på vejen. Jeg er som altid vild med svensken og Ystad Saltsjöbad er blot endnu et sted, der nu er føjet til min liste.
10 DAGE TIL FERIE
Bluse FORTE FORTE // Bukser FORTE FORTE
Hat AND OTHER STORIES // Sandaler CÉLINE
Vores sommerferie står så småt for døren, min kæreste fik ferie i går og på fredag er det min tur! Jeg glæder mig som et lille barn, og jeg har i flere uger pakket kufferten inde i mit lille hoved. Jeg har lyst til at købe hele verden, tusind sommerhatte, bikinier, håndklæder, badedyr og nye kjoler, intet mindre kan gøre det, det er nok bare begejstringen for ferie, der hærger min hjerne. Jeg købte ovenstående sæt fra Forte Forte tidligere på udsalgssæsonen, efter jeg havde eyeballet blusen noget så længe i en anden farve og misset den, da muligheden for et helt sæt i den blå farve viste sig, så var der ikke så meget andet at gøre end at swipe kortet og sige “På beløbet, tak!”. Hatten er sidste år og venter spændt på sommerferie, jeg er vild med de skygger den kaster, når solen skinner på den. Sommerhattene er pt holdt på et niveau, hvor samlingen tæller fire, og kun den ene er indkøbt i år. Det klapper jeg mig selv på skulderen over, det har virkelig holdt hårdt, kan I tro.
BURGERGUIDE KØBENHAVN :: MINE FAVORITTER
Jagger Fast Food
Den bedste burger fås pt hos Jagger på Istedgade 62. Jeg har været der to gange siden åbningen tidligere i foråret, og begge gange var intet mindre end formidable. Dog holder jeg mig fremover fra shoestring-fritterne, for jeg er VILD med bearnaisen Rasmus Oubæk serverer som dip til fritterne, og det dutter simpelthen ikke med de næsten ikke eksisterende shoestrings. Omend de er enormt visuelt appelerende og bestemt ikke smager dårligt, jeg er bare vild med, at der kommer dip med op sammen med min fritte. Burgerne fås i flere forskellige udgaver, jeg har tabt min kærlighed til cheeseburgeren med bacon, den er SKØN! Bollerne bager de på stedet og de er virkelig lækre. Eneste anke jeg har er, at de ikke fylder glasset til randen, men nærmest kun halvt op, når man bestiller milkshake – hallo? Jeg mener dog at have spottet, at glassene sidenhen er blevet skiftet ud, så jeg var måske bare uheldig. Jeg forsøger mig gerne igen en anden gang, for lækker var den milkshake!
Tommis Burger Joint
Tommis Burger Joint i Kødbyen har i en lang periode ligget ret højt på min burgerliste. Der er ikke rigtigt noget at sætte fingre på hos Tommis, det hele er bare lækkert og det med, at de sågar kan fanges i Malmö er jo bare endnu bedre. Fritterne er henad McDs – tilpas saltede og så er jeg vild med de forskellige typer dip, både dem man tilkøber, men også deres gratis dip-bar, hvor man tager selv. Burgerne hos Tommis er virkelig lækre, bollerne er nogle af de bedste i København, indpakningen og den fine fritte-kurv gør hele oplevelse ekstra fin, ligesom der er gjort særdeles meget ud af indretningen i deres burger joints, og den falder virkelig i min smag, tilpas quirky. Og så har de den samme E.T. plakat som vi sporter herhjemme.
Spisning i K på en lørdag er indimellem lidt af en oplevelse, men shoppeturen skal altså gerne suppleres med noget frokost. En favorit til dén frokost er blevet Bistro Royal på Kongens Nytorv. Bistro Royals lokaler er indbydende, personalet altid smilende, charmerende og ret sjove, og så er jeg ret vild med at indtage frokosten i baren, hvor man næsten sidder uforstyrret med ryggen til alle de andre gæster. Dermed er de max en enkelt sidemand – udover den du selv har valgt, der kan være irriterende. De serverer en frokostburger til den nette sum af 100 kroner, hvilket for de gængse priser i K må siges at være ret formidabelt. Derudover kan man tilkøbe trøffel på sine fritter for 20 kroner (og I siger aldrig nej til trøffelfritter, lov mig det!). Egentlig er fritterne favoritten i denne kombi for mig, men burgeren er bestemt heller ikke dårlig. Man kan bare ikke sige burger, uden at sige fritter, og jeg går ret meget op i kartoflerne. Burgeren er i en lækker biochebolle, lækker bøf (hvis I vil have den gennemstegt, nu det er hakket kød, så sig det evt, for den bliver det ikke automatisk på Bistro Royal). Der er indimellem lidt vel meget sennep i, så man skal ikke være dressingforskrækket (ikke at jeg er det).
Halifax
En gammel i København, som bestemt ikke skal holdes udenfor. Halifax er placeret ret mange gode steder i byen, fx er den ved Falkoner jo sgi’ god, hvis man alligevel skal i biografen. De tager ikke imod bestilling og der kan altså godt være ventetid hos Halifax flere steder i byen, så kom i god tid og ikke to minutter før du har planer om at indtage din mad. Halifax har mange forskellige burgere, da de modsat fx Bistro Royal kun sælger burgere. Jeg er glad for Lonestar og København, rimeligt simple burgere, uden for meget hurlumhej. Min kæreste er glad for Åmal, en svensk inspireret burger med Bostongurka, som er et ord jeg altid er underholdt af. Halifax har fornylig renoveret menukortet fra ende til anden, blandt andet ved jeg også, at de testede 15 typer kartofler af, før de var tilfredse med kartoflen til deres fritter. De serverer også sweet potato fries, nachos og mashed potatoes, hvis man er til sådan noget. Og salat sågar. Ps. Halifax virker også formidabelt som take out med indtag hjemme i sofaen.
FILM JEG HAR SET FORNYLIG :: THE JUNGLE BOOK
I weekenden var jeg på Fisketorvet, stedet man lidt hader, men som jeg alligevel elsker at komme – jeg har vel ikke en bachelor i sociologi for ingenting. Vores ærinde kom sig af, at vi ville se Junglebogen og gerne i rigtig fin kvalitet. Jeg kan desværre ikke rigtigt se 3D, men det skal jo ikke gå udover min kæreste, så vi begav os mod IMAX salen i Cinemaxx. Filmen havde jeg ikke de vilde forventninger til, jeg kan knap huske historien fra jeg var barn. Så på den måde skulle det nok gå, det gør det som regel, hvis forventningerne ikke er for store. Et hav af kendte skuespillere stod bag stemmerne i filmen, og det er altid sjovt at gætte lidt med. Blandt andet gemmer Scarlett Johansson sig bag en af figurerne. I starten irriterende det mig en smule, at dyrene talte, men det kom jeg mig heldigvis hurtigt over. Filmen var rigtig flot lavet, der var mange sjove indslag og sjove personligheder i blandt dyrene. Shere Kahn var endnu mere grusom end jeg huskede ham, Mowgli voksede aldrig op og blev voksen (for det er Tarzan der gør det), jeg ventede ellers længe på, det skete og så var Baloo jo bare den sødeste honningglade bjørn i verden, jeg var vild med alle de tricks han brugte for at narre Mowgli til at hjælpe ham med at skaffe honning. I skal se den!
Alle billeder er fra den officielle Junglebook trailer, se den her.
FILM JEG HAR SET FORNYLIG :: LONDON HAS FALLEN
Min kæreste og jeg går i biografen hele tiden ca. Det optimale for os ville egentlig være et årskort, ligesom man fx kan købe i London, for vi kommer der så tit, at det ender med at være en ret stor post på det månedlige budget, host. Senest har vi set London Has Fallen i Falkoner Bio på Frederiksberg. En biograf jeg faktisk indimellem har et lidt stramt forhold til. Man kan jo ikke sidde i skrædderstilling i alle deres sale? Det er helt galt. Men samtidig ligger den virkelig tæt på os, derfor bliver det indimellem der vi ender, og hos Nordisk Film indsamler man jo point ved hvert besøg, så denne tur var faktisk gratis for os, da vi havde opsparet point nok til 2 billetter (wuhu!).
MEN tilbage til filmen. 2 minutter før vi skulle ind fandt jeg ud af, at det var en “2’er”. Der havde altså været en film i rækken, som jeg ikke helt mindes at have set, så det har jeg nok slet ikke. Men vi tog afsted alligevel, og det var faktisk ikke et problem for mig. Filmen handler om en ond, ond mand der vil hævne sig for drab på sin familie via et terrorangreb han udfører i London. Jeg blev faktisk lidt skidt tilpas i starten, da det kom ret tæt på de angreb der i den seneste tid er sket her i Europa. Dette var enormt, politi er infiltreret og alt bliver bombet. Men efterhånden gled det lidt i baggrunden og blev mere en regulær actionfilm – det onde vs det gode. Og alt i alt var jeg fint underholdt. Dog går filmen ikke over i verdenshistorien på min Top 10, desværre. Måske fordi jeg ikke har set den første film – noget med det hvide hus?
TING JEG IKKE RIGTIGT MAGTER #41
#01 Køleskab på badeværelset
#02 Manglende (færdigt) køkken
#03 At jeg ikke rigtigt nåede at bruge vores altan denne sæson
#04 At de sætter stillads op udenfor vores hybel, fordi de skal male vinduer
#05 At jeg har fundet en smilerynke. OMG.
#06 At jeg ikke har nogle rejser planlagt, jeg vil så gerne ud i verden igen, snarest.
FILM JEG HAR SET FORNYLIG :: PAPER TOWNS
Dreng møder pige. Dreng bliver forelsket i pige. De bliver bedste venner, men glider med tiden fra hinanden. Dreng kan ikke glemme pigen og drømmer om de en dag ender sammen. Pigen får brug for hjælp og spørger drengen som selvfølgelig springer til.
Typisk teenagehistorie og lyder måske en smule irriterende. Omend er Paper Towns virkelig fin, underholdende og sød, ja, sød. Der var ikke de store overraskelser, men det forventer man nok heller ikke. Det er ren feel good og det er lige hvad der er brug for. Man går fra salen med et smil på læben, også selvom Cara Delevigne normalt har tendens til at irriterende dig gevaldigt. Se den hvis du har brug for en rar følelse helt ned i maven, et smil på læben og måske ondt i mavemusklerne af at grine.
Alle billederne er screenshots fra traileren, den kan ses her.
FILM JEG HAR SET FORNYLIG :: MINIONS
Vi følger de små gule på deres vej igennem verden i evig søgen efter en skurk de kan hjælpe frem i verden. Helt fra dinosaurusen henover hulemanden til super skurken Scarlett Overkill. Åh, hvor havde jeg store forventninger og næsten ondt i maven over denne film, så meget havde jeg glædet mig. Måske de forventninger var for meget af det gode, for jeg gik en smule skuffet hjem derfra. Jeg oplevede slet ikke de søde, finurlige og fantastiske minions som de plejer. De talte lidt vel meget spansk i det, og det var virkelig skuffende. Men altså jeg var da vældigt fint underholdt, det er jo ikke det, og jeg hører mange sige, at filmen virkelig er god. Så det er måske bare mig og ALLE mine forventinger, der skulle have slappet lidt af. Hvordan er jeres oplevelse med det derude? Må til gengæld sige at jeg faldt helt og aldeles for Bob. Han er fantastisk. Og ligeledes var Stuart endnu engang formidabel i min bog. Jeg har da også investeret i dem alle tre i Fætter BR, haha. Men altså: Se den hvis I har glædet jer, elskede Despicable Me og ellers bare hvis I tror, I ville elske dem. For det er en sød, sjov og fin film. Man kan jo ikke andet end at elske de gule klumper, jeg havde nok bare forventet endnu mere af dem.
Ps. Åh, nu hvor jeg har set traileren igen, så blev jeg jo igen helt glad for de små gule. Tag ind og se den!
Alle billeder er screenshots fra traileren som kan ses her.
