BABY

FØDSELSBERETNING :: DEL 5

Læs del 1 her, del 2 her, del 3 her og del 4 her.

Klokken var blevet 19.40 og med rygmarvsbedøvelsen blev mine veer noget mere medgørlige. De næste timer gik ud på en farlig masse gisp. Mange flere end jeg havde drømt om nogensinde at skulle igennem. Vi havde øvet dem til fødselsforberedelse, men jeg havde været lidt sløv. De stressede mig en del at skulle øve sammen med andre, haha. Men de kom heldigvis meget naturligt til mig, da jeg endelig skulle bruge dem. Jeg oplevede en voldsom pressetrang, og det var slet ikke tid endnu, jeg var kun 6 cm åben. Så der var tid endnu, og den blev brugt på gisp en masse, alt imens jeg frøs helt vildt, så jeg blev pakket ind i varme tæpper og dyner. Der var ikke den store udvikling for hvert tjek jordemoderen foretog, men der da skete lidt fra gang til gang. Klokken blev 23.20 og jordemoderen kunne konstatere, at jeg nu var 10 cm åben. Hun havde egentlig fri nu, men det måtte jo være lige oppeover, mente hun. Så hun blev hængende, selv da den nye jordemoder Sarah mødte ind.

Men baby lå altså ikke i bækkenet, som han skulle. Jeg vidste ikke, at det var en mulighed, at man kunne ligge der og være helt klar, uden baby ligesom var med. Jeg var altså ikke klar til at presse nogen baby ud, for baby havde ikke endnu ikke indfundet sig, hvor han skulle. Antiklimaks lige der.

Den næste tid blev brugt som de forrige, vi ventede på, at rejen skulle rykke sig længere ned i bækkenet, men der skete ikke meget. Det blev derfor mit job, at få ham derned. Jeg fik go til at presse omkring kl. 01.15. Det var to skridt frem og et tilbage, det var lidt som det føles at løbe et virkelig langt maraton, sådan en pressefase. Tror jeg. Jeg har aldrig løbet et maraton, så hvad ved jeg. Men alle muskler i min krop blev helt kvadrede.

Han rykkede langsomt længere og længere ned. Dog var det en hård omgang, og den time, man normalt max presser i (som jordemoderen sagde) blev altså til mere for mig. Da vi var på 1 time og 15 minutter, og da rejen endnu ikke var født ringede jordemoder Sarah efter en fødselslæge. Ham mødte vi allerede kort, da vi indfandt os på fødestuen kl. 18.00, men nu skulle han altså tilbage. Det holdt dog hårdt, da han åbenbart ikke mente det var nødvendigt, og derfor var meget svær at trække væk fra sit igangværende. Jordemoderen ville gerne have ham der, hvis der skulle blive brug for, at rejen skulle tages med sugekop. For pressefasen havde altså varet vel længe, syntes hun. Og hvis der var noget, jeg ikke ville, så var det sådan en sugekop. Fødselslægen troppede op efter meget møje og besvær, flere telefonsamtaler, blandt andet med afdelingsjordemoderen. Der blev kæmpet en brav kamp fra jordemoderens side. Han placerede sig med korslagte arme for enden af mit underliv og gloede, da han endelig havde indfundet sig på stuen. Men truslen om sugekop og et vedrop, som jordemoder Sarah lagde i min arm, da hun mente, der kun var små 10 minutter tilbage af fødslen, satte altså skub i sagerne. Hun fortalte mig ikke, hvor tæt rejen faktisk var på at blive født, en lille form for forberedelse kunne måske i bagklogskabens lys have været helt ok. Jeg blev bedt om at gispe, og jeg gispede alt, hvad jeg havde lært. Vi har vel alle en drøm om ikke at gå i stykker fra ende til anden og i næste presseve kom hele vores fineste reje til verden. I et hug. Det blev ikke nødvendigt at have hoved i begge ender for en stund. Klokken var 02.39, da rejen blev lagt op på mit bryst.

Med rejen kom resterne af mit fostervand som en ordentlig skylle, ned i jordemoderens BH, plask. Værsgo. Hun måtte ud og skifte tøj. Ind kom jordemoder Runa, som vi havde stiftet bekendtskab med til fødselsforberedelse på Riget (som virkelig kan anbefales)! Moderkagen blev født, mens rejen stadig lå på mit bryst, og Sarah kom tilbage fra tøjskift. Alting blev tjekket og jeg blev syet med et enkelt sting udvendigt, og rejen havde haft sin arm langs kinden på sin vej ud og derfor havde han kradset mig lidt og det skulle syes med et par sting indvendigt.

Jeg kom op fra fødebriksen og blev påkrævet at tisse. De trillede et lille fødselsdagsbord ind med flag, lys, brød og lidt at drikke. Døren lukkede sig, og vi var helt alene med den her lille allervarmeste klump, som bare var vores. Det mest surrealistiske jeg nogensinde har været en del af.

Vi blev på fødestuen og var alene den næste times tid. Sarah kom tilbage og tjekkede rejen igennem fra top til tå. Alt var som det skulle. Hun fortalte, at de ville have en stue klar til os et par timer senere, hvor vi alle tre kunne slappe af, så vi blev på fødestuen lidt endnu. Klokken blev 7 og morgenmaden blev serveret længere nede ad gange, så jeg hentede morgenmad til os, mens min kæreste tog sig af rejen. Vi fik at vide, at stuen var klar, så vi pakkede vores ting og trillede ud i verden sammen.

Vi havde en virkelig god oplevelse med Rigshospitalet, personalet og alting. Jeg håber virkelig, at det skinner igennem i min fortælling. Fødselslægen var en sjov banan, der måske blev fanget på et skidt tidspunkt og samtalen mellem ham og jordemoderen kunne have faldet på et bedre tidspunkt end midt i mine presseveer, hvor jeg helst ville have haft hende hos mig. Bagefter beklagede hun meget, at han havde været så svær at hive op på stuen, nu hun vurderede der var brug for ham der. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt med hans hjælp, truslen om sugekoppen var rigeligt.

Selve fødslen var en rigtig god fødsel for mig, jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre. Jeg var allerede samme dag klar på en omgang mere, hvis det skulle have været nødvendigt og det er samme tanker jeg sidder med i dag næsten fire måneder senere.

Vi var på Rigshospitalet i to nætter på afdelingen for sårbare gravide. Jeg mistede min elskede mor i starten af min gravidite, og derfor tog jeg imod et særligt jordemoderforløb. Forløbet gav os et par ekstra besøg hos jordemoderen og derudover var alle besøg hos den samme jordemoder. Vi fik  tilbudet om overnatning på Rigshospitalet, så vi takkede ja tak til. Han kom trods alt meget tidligt om morgenen. Desværre fik Klint gulsot og derfor blev vi indlagt igen, anden gang var på barselsgangen.


FØDSELSBERETNING :: DEL 4

Læs del 1 her, del 2 her, og del 3 her.

Et ”åh gud, here we go” har nu nok strejfet mit ansigt, men autoritetstro som jeg er, smed jeg mit korpus op på briksen. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde jo faktisk forventet et forløb, hvor min krop selv gik i fødsel, fik veer, vi selv skulle finde vej til hospitalet, og hvor vandet ville gå af sig selv Omend jeg var ret glad for, at turen til Rigshospitalet foregik uden veer, må jeg indrømme.

Jordemoderen måtte to metoder igennem, før vandet gik kl. 16.30 mandag eftermiddag. To dage efter vi ankom til hospitalet. 8 minutter efter vandet var taget, fik jeg den første ve. 13 igangsættelsespiller nåede jeg igennem, jeg har ladet mig fortælle at gennemsnittet er 6-8 piller.

Vi tog ikke tid, men de kom ret heftigt, de der veer, og med ret kort imellem med det samme. Jordemoderen informerede om, at der ville være en fødestue klar til os kl. 18. Tiden indtil da er ret sløret for mig, og jeg var bestemt ikke særlig rar. Jeg forsøgte at komme igennem hver enkelt ve og kontrollere min vejrtrækning, så godt jeg nu kunne. Haha. Jeg gik i bad, og det var virkelig rart og lindrende for mig, så der blev jeg næsten indtil fødestuen var klar. Jordemoderen kiggede ind og gav os noget information midt i en ve, men jeg måtte bede min kæreste om at klare den, mens jeg forsvandt bag forhænget i badet og snuppede en ve mere. Min kæreste pakkede vores ting, og da jordemoderen kiggede ind og fortalte, at stue 5 og jordemoder Ursula var klar til os, var jeg lynhurtigt af sted, så lynhurtigt som en gravid i fødsel nu kan være. Jeg nåede heldigvis fra den ene stue til den anden imellem to veer. Jeg kunne jo ikke stå derude på gangen og have veer, vel?

Ursula var fantastisk rar og venlig, hvilket man ikke kunne sige om mig. De der veer nev mig, og de kom ofte. Hun kunne konstatere, at jeg nu var i aktiv fødsel og en anæstesilæge blev tilkaldt 18.40. Jeg var blevet anbefalet en epidural, grundet mit for høje blodtryk. Jeg havde oprindeligt en idé om at forsøge mig uden smertestillende, men den tanke forduftede på ca samme tid som første ve indtraf. Jeg var ikke for fin til at sige ja tak, de skulle helst dope mig ad libitum. Jeg fik en maske der eftersigende skulle indeholde noget lattergas, men vi fandt ligesom aldrig hinanden, mig og lattergassen. Jeg bandede af masken, den larmede helt abnormt ved hver vejrtrækning og var ved at gøre mig skør. Det virkede slet ikke for mig og jeg forkastede den idé.

Anæstesilægen ankom til fødestuen 19.30, hun var en sød ung kvinde, og jeg var ret klar på at få den der epidural lyntjept. Med møje og besvær fik jeg mig møvet ind midt på briksen og sidde, med ryggen mod anæstesilægen og fronten mod min kæreste, som jeg støttede mig opad. Mine hænder og håndled gjorde så ondt af væsken, jeg var en vandballon af format de sidste dage af min graviditet. Bare det at støtte på dem var næsten umuligt, jeg havde kæmpet med karpal tunnel syndrom det sidste trimester af graviditeten. Anæstesilægen bad mig sige til, hvis jeg skulle få en ve, når hun skulle til at stikke. Det fik jeg selvfølgelig, og det forsøgte jeg fluks at meddele hende. Men hun havde lidt svært ved at høre mig, så det var nanosekunder fra en epidural til mig midt i en ve. Det havde sandelig været smukt. Vores kommunikation kom heldigvis på rette spor og en salighed lagde sig over stuen, eller nok mest over mig. Epiduralen gjorde mig noget mere medgørlig. Hun var dagens kvinde i skysovs. På vej ud af stuen kommenterede hun lige min Goyard taske: “Sikke en lækker barselstaske”, haha,


FØDSELSBERETNING :: DEL 3

Læs del 1 her og del 2 her.

Vi ankom til Rigshospitalet 16.45 og gik op på afdelingen for igangsættelse. Alle der har været på Rigshospitalet kender til mulighederne for parkering, og de er altså ikke altid lige nemme. Men heldigvis havde de travlt, så ingen havde manglet os, og vi blev kaldt ind en halv times tid senere. De kørte endnu en strimmel på rejens hjertelyd. Han havde det formidabelt. Mit blodtryk not so much, så de gav mig en pille for at sænke det. Derudover fik jeg den første igangsættelsespille kl. 18.00, lørdag aften. Vi tænkte stadigvæk, at rejens ankomst var lige om hjørnet, men vi skulle finde ud af, at det nok ikke stod lige for. Vi fik en enestue, og der blev redt op til min kæreste, så han også kunne sove der. Jeg havde medbragt min egen hovedpude, futsko og nattøj. Vi fik det hurtigt gjort så behageligt, som sådan en stue nu kan blive.

Jeg fik to piller mere, og de tjekkede, hvordan det så ud indtil nu. Ingen ændring, der var stadig livmoderhals tilbage. Vi gjorde os klar til natten. Dagen efter fik jeg endnu en blodtrykspille. Min kæreste stod for at måle det, da jeg tydeligvis fik endnu højere tryk, når de hvide kitler stod bag maskinen. Haha. Igangsættelsespillerne var på menuen, og vi regnede med, det var dagen, hvor vi skulle møde rejen. Vi så Mindhunter på Netflix og ventede og ventede og ventede. Der skete ikke en døjt, og jeg mærkede ikke til noget som helst. Vi fik lov til at gå en tur, og det kunne jo passende være en tur ud til bilen, ahem. Vi sneg os hjem efter nogle ting, som vi havde glemt i al iver, og så fandt vi mad i FRB C. Maden tog vi med os ud på Riget, og ingen opdagede, at vi havde været væk. Jeg håbede, at vores lille sviptur måske kunne være det, der endelig satte gang i løjerne. Aftenen fortsatte med mere Netflix, flere blodtryksmålinger og et par igangsættelsespiller mere. Der var stadig ingen ændring. Vi sov endnu en nat og gjorde klar til endnu en dag.

Det var blevet mandag, og endnu et vagtskifte var mødt ind på Rigshospitalet. Jeg havde mærket mere til plukveerne i løbet af natten, og jeg blev tilbudt en ”cocktail” at sove på. Det er svært nok at finde ro på sådan et hospital i forvejen, så den havde gjort godt. Vi startede dagen med en deletallerken med morgenmad, fædrene spiser jo ikke med, host. Og så stod den på tjek igen, hvordan stod det mon til. Den søde jordemoder var glad, der var positive nyheder, hun kunne tage vandet, sagde hun. Men de havde ikke plads på fødegangen lige nu. Der var for mange der var gået spontant i fødsel, og de skulle jo lige være færdige først. Fair nok, men enormt anti klimaks, da døren lukkede efter hende. Hvornår mon vi ville se dem igen? Klokken var ca. 10, og vi skulle have tiden til at gå. Vi fortsatte med Netflix og Mindhunter, vi kunne ligeså godt forsøge at gennemføre, nu vi havde mere tid at slå ihjel.

Dagen sneglede sig af sted. Jeg skulle jo gerne føde i dag, nu det skulle være. Det var nemlig den 16. oktober, og det var præcist tre måneder siden, at min bedste veninde Meretes lille søn Elvin kom til verden. Det ville jo være helt perfekt, men udsigterne så nu noget sorte ud. Jeg spenderede tiden på at snyde jer på Instagram. Der var i hvert fald ikke nogen, der var indlagt her, nej nej, jeg var da i fuld gang derhjemme, indretning af reje-hjørnet osv. Haha. Jeg kunne ikke overskue, at nogen skulle tro noget som helst, så vores fem minutter hjemme dagen før blev blandt andet brugt på at skyde tre billeder, så jeg havde lidt at poste, der skulle ikke være stilhed fra min side i hvert fald. En værre snydepels er jeg.

Klokken nærmede sig 16, og vi havde ingen set siden om morgenen. Mit blodtryk var ikke blevet målt, så vi tænkte, det snart måtte være tid. Min kæreste ville gå ud og høre dem, hvad planen var. Om der mon var en baby på vej til os den dag, eller om vi skulle væbne os med endnu mere tålmodighed. Han nåede kun lige at åbne døren, udenfor stod jordemoderen fra tidligere. ”Ja, nu kan vi tage vandet”, sagde hun.


FØDSELSBERETNING :: DEL 2

Læs første del af beretningen her.

Jeg brugte en farlig masse tid på at stresse videre over, at rejen måske ville komme før tid. Oppe i mit hoved var det altid vores terminsdato, 4. november, der ligesom var den tidligst mulige dato for en baby i vores liv. Jeg ved godt, at mange føder for tidligt, og det er ligesom også forhistorien i min familie, men alligevel kunne det ikke være anderledes end den 4. november for mig.

Jeg var samtidig lidt forhippet på, at han skulle være en november-baby. En stor del af mine favoritmennesker i denne verden er nemlig født i november, så det kunne kun være formidabelt, hvis han blev født i den måned.

Jeg blev alligevel ikke hylet mere ud af den, end jeg brugte nogle dage på at sy stofbleer. Karrygule stofbleer i hobetal. Hele 12 stofbleer og et betræk til puslepuden blev det til i de følgende dage. Det holdt hårdt at sy de bleer, mine fingre kunne næsten ikke folde kanterne, og det tog så lang tid. Jeg har altid syet en del og det har normalt ikke være nogen større udfordring, så det var nedslående, at jeg ikke engang kunne sy mere.

Nogle uger forinden var jeg startet i et akupunkturforløb hos Jordemoderhuset på Vesterbro. Hver behandling hjalp mig kortvarigt, ligesom fysioterapi også kun hjalp mig et døgns tid af gangen. Jeg kunne derfor ikke ret meget, men de stofbleer skulle altså i hus. Og det kom de! Flotte er de ikke, men de er færdige, og faktisk er det de bedste stofbleer vi har i samlingen herhjemme, men det er en helt anden sag. Tilbage til den der fødsel.

Det blev lørdag, og vi skulle møde op på Rigshospitalet kl. 10. De tog en blodprøve, fik en urinprøve, tog mit blodtryk og kørte en strimmel på rejen. Han havde det fortsat formidabelt inde i maven, men det var noget andet med mig. Vi ventede længe, rigtig længe. Vi var kommet afsted uden mad i maven, for vi havde egentlig planer om at brunche den et sted. Vi havde lagt store planer for vores lørdag, hvilket blandt andet involverede en tur i biografen og lidt shopping. Jeg skulle jo bare lige have taget mit blodtryk, ikke?

Klokken blev 13, før der igen dukkede personale op hos os på stuen. Vi var godt trætte, sultne og havde været efterladt ret længe i limbo der. Hvorfor lod de os ikke bare smutte ud i verden? Men ind kom en læge, en læge vi endnu ikke havde mødt, og hendes første ord var: ”Ja, I skal jo så sættes i gang”… og jeg tænkte fluks: ”Nej, det skal vi i hvert fald ikke”, haha. Vi havde jo ingenting med, vi skulle jo i biografen og rejen skulle altså først komme om en måned. Vi var slet ikke klar. Hans puslebord stod stadig ret bart og umalet derhjemme, og der var jo tusind ting i mit hoved, der stadig skulle falde på plads. Så jeg begyndte at græde, mens jeg samtidig forsøgte at flytte den der igangsættelse minimum en dag frem. Jeg kommer normalt ret forberedt til ting, især ting som en fødsel, ikke? Så jeg var helt i vildrede. Men hun var ikke til at stikke i, hende lægen. Med møje og besvær fik vi lov til at tage hjem, men kun for at pakke en taske og komme retur. Hun ville ringe til os, når hun fik svar på min blodprøve og så ville hun finde en tid til igangsættelse, sagde hun.

Vi forlod Riget. Mig enormt stresset og lidt ked af det. Mest fordi vi (måske mest mig) slet ikke var klar. Jeg var ikke klar til at skulle føde sådan en baby, men hvornår bliver man egentlig det? Jeg havde været til fødselsforberedelse 9 gange hos APA og en gang på Riget. Jegvar nu nok så forberedt, som jeg kunne blive, mit hoved skulle bare lige med mig.

Vi kom hjem, og jeg begyndte fluks at kyle ca alting i en taske. Alt hvad der var nogen som helst mulighed for, at vi ville få brug for. For hvornår ville vi skulle møde vores lille reje? I aften? I nat? Senest i morgen, vel? Ja, det tænkte vi. Vi skulle dog blive klogere – og ret glade for alle de ting, vi havde pakket ned. Telefonen ringede kl. 14.30. Vi skulle møde op på Riget kl. 16.30 til igangsættelse. Hun havde booket tiden til os, og nej, den kunne ikke flyttes til søndag. Hun var stålsat. Jeg forsøgte ihærdigt, men jeg vidste jo godt, at det var bedst for både mig, men også for rejen, ikke at udsætte det yderligere, når mit blodtryk var så højt. Så vi pakkede færdigt, og jeg gik i bad.


FØDSELSBERETNING :: DEL 1

Lad os begynde i starten af oktober. Min graviditet var så småt (host) ved at hænge mig langt ud af halsen. Et par uger forinden var jeg blevet sygemeldt fra job, grundet karpal tunnel syndrom. Mine fingre sov konstant og gjorde virkelig ondt. Det var svært for mig at skrive på computeren – og mit arbejde foregår primært fra den. Min læge anbefalede mig derfor en sygemelding, da jeg var omkring hende, 10 dage før jeg skulle være gået på barsel. Jeg fik mere og mere vand i kroppen. Jeg var rent ud sagt en vandballon.

Mit blodtryk havde løbende drillet lægerne og jordemoderen, og til mit sidste besøg hos jordemoderen den 4. oktober var det alt for højt. Jeg havde ingen protein i blodet, men de ville holde øje med mig, for at sikre sig jeg ikke endte ud med svangerskabsforgiftning. Jeg fik derfor en tid hos en fødselslæge ugen efter.

Men en vigtig ting skulle vi altså lige nå inden termin i starten af november. Et besøg hos familien i Aalborg. Jeg havde ikke været hjemme siden min mamas begravelse i april, så min familie havde slet ikke haft fornøjelsen(!) af min badebold. Vi havde planlagt en spontan tur, som tilfældigvis faldt lige efter besøget hos jordemoderen. Vi tog derop fredag og hjem igen søndag. I bagagen var rejens hospitalstaske. Der var trods alt under en måned fra termin, og min mama fødte for tidligt med både min søster og mig. Derfor ville vi være nogenlunde sikre på, at alt ville være ok, hvis det nu blev en baby født i Jylland. Derfor var autostolen også med, og den fyldte godt op på bagsædet af vores lille Ford KA.

Vel tilbage fra det jyske stod lægetiden for døren, vi ankom på Rigshospitalet, hvor jeg også gik til jordemoder. I starten af min graviditet fik jeg tilbudt et særligt forløb hos en kendt jordemoder på Rigshospitalet, og kom derfor kun enkelt gang på centeret i Aldersrogade. Dette tilbud fik jeg, fordi jeg mistede min mama i april. Fødselslægens første sætning var:”Hvor er den trøje fra?”, sagde han lidt studst til min kæreste. Min kæreste blev befippet og spurgte mig, hvor det nu var, den var fra. Jeg svarede fra ham, Commes des Garcons. Jeg havde givet ham den i fødselsdagsgave, og den faldt åbenbart lige i lægens smag. Den er nu også ret flot, haha. Derefter gik konsultationen i gang, rejen blev scannet igennem, hans vægt var fin og han havde det som blommen i et æg.

Jeg var omkring 36+2, så lægen syntes, det var vel tideligt at sætte mig i gang. Det syntes jeg også, og jeg blev lynhurtigt lidt stram i betrækket. Jeg var slet ikke klar til, at der skulle komme en baby. Jeg havde jo lige sidste omgang fødselsforberedelse samme aften, vi skulle klaregøre alt derhjemme og jeg skulle jo nyde en hel måned med barsel inden den stod på #barselmedbaby. Mit hoved var med andre ord slet ikke klar til at skulle føde lige foreløbigt.

Mit blodtryk blev taget flere gange igen og igen og igen, det var stadig for højt. Vi røg omkring blodprøvetagningen og mine hænder var svulmet op til dobbelt størrelse af alle de blodtryksmålinger. Jeg havde SÅ ondt i dem. Så på den måde var jeg ret klar til at blive alene i mit korpus. Vi fik en tid til tjek igen om lørdagen, vi blev bedt om at troppe op kl. 10.00.

Før vi forlod fødselslægen spurgte min kæreste, om vi skulle medbringe vores ting om lørdagen – for ligesom at være klar til baby? Han svarede: ”Nej nej, det behøver I ikke, I skal ikke være forældre på lørdag”.


REGNSLAG TIL BUGABOO BUFFALO

Regnslag 180 kroner

Da vi i oktober skulle ud og trille med vores barnevogn i regnvejr for første gang, ja, der kom jeg i problemer. Vi har en Bugaboo Buffalo kombivogn, hvor vi pt har barnevognsdelen i brug. Og hertil hører et gennemsigtigt plastikregnslag. Dette regnslag er enormt stift og ret umedgørligt. Derudover er der intet hul, så man kan komme ind til baby, mens det regner. Det fylder hele kurven under barnevognen, når det er med på turen og vel og mærke ikke er i brug og så er det helt umuligt at sætte på. Derfor gav jeg egentlig ret hurtigt op på det, for kunne det virkelig passe, at det skulle være så svært at bruge? Nej. Det var åbenbart ikke kun mig, for jeg spurgte på Instagram, og det væltede ind med beskeder fra følgere, der var i samme problem som os. Et af de gode råd til os kom fra min veninde Louise, hun havde haft succes med et regnslag fra Coops hjemmeside. Et regnslag til klapvogn, men som passer perfekt til kombivognen Bugaboo Buffalo. Vi klikkede det fluks hjem og her før nytår var det i brug for første gang. Jeg var meget begejstret over resultatet og derfor deler jeg det nu med jer. For der er sikkert enormt mange derude, der står i samme problem som vi gjorde, hver gang det regner, og det sker vel og mærke ret tit her i Danmark.


JEG ER HER VIST ENDNU…

Lige om lidt er det 2018 og det er snart 3 måneder siden jeg har vist mig her på domænet, i hvert fald i form af et indlæg. Der kom altså lige en baby i vejen, verdens fineste lille baby (hvis du spørger hans forældre). Omend det blegnede en lille smule i går, da han oversked(!) sin mor ved puslebordet. Men indtil da var næsten alt idyl og gode stunder, haha.

Rejen endte med at ankomme 3 uger før tid, men det er en længere historie, som jeg måske deler på et senere tidspunkt. Jeg skal lige greje oppe i mit hoved, om det er noget, jeg vil dele. Men jeg tænker, det kunne være meget hyggeligt, skal lige se, om jeg kan få det hele bikset sammen til jer, hvis det da er noget som I gider læse om?

Tiden går hurtigt herhjemme, hvor kliche det end lyder, så er det svært at følge med. Vores søn har fået navnet Klint og rejen bliver han sjældent kaldt efterhånden. Nu lyder den mere på Klinten, Møffe Bøf, Bøf, Miff Bif, Eksorcisten, Gylpekongen, Bob, Bobsi, Savlebob, Minimand og alt muligt andet i den dur. Vi havde fire ugers barsel med farmand, før han skulle retur på job og de første 1,5 uge blev brugt på hospitalet, først for at få bugt med gulsot og derefter for at få styr på mit blodtryk. Men nu er vi landet godt og trygt hjemme, og vi har efterhånden fået os en rigtig fin hverdag med en form for rutine, så meget som man nu kan have det med en baby. Men han er en af de gode af slagsen, ham Klint, selvom alt jo er en faaaase med sådan en. Han sover rigtig godt, og har henover den seneste uge ladet os sove mellem 8-9,5 time uden opvågninger næsten hver nat. Hvilket jo er en ren luksus i sin selv, det giver i hvert fald mor her et helt andet overskud, end nætterne med afbrudt nattesøvn. Men lad os nu se, det er ikke sikkert det varer ved ret længe – vi nyder det, mens vi kan.

Julen er blevet brugt i både nordjylland hos min familie og selve juleaften herhjemme med min kæreste og hans familie (og Klinten). Nytåret er lige om hjørnet, og den snupper vi hjemme sammen bare os tre. Jeg er ikke den store fan af fyrværkeri, så det passer mig så godt ikke at skulle tage stilling til fest og diverse. Jeg ville bare lige kigge ind og sige at der stadig er liv i mig. Jeg kigger snart ind igen, og indtil da, sig hej til Klint:


REJEBYGGER #07 // KARPAL TUNNEL SYNDROM

Det her indlæg kan meget vel ende med at være det indlæg der tager allerlængst tid i hele bloggens historie at skrive. Jeg har nemlig fået Karpal Tunnel Syndrom i min højre hånd, og den er derfor noget nær ubrugelig. Hvis jeg alligevel bruger den – hvilket jeg selvsagt ikke kan lade være med, så gør det sindssygt ondt, kraften er svært nedsat og derudover summer den konstant. Faktisk gør den efterhånden ondt konstant.

Jeg har været ret forskånet under min graviditet, synes jeg egentlig. Jeg fik vand i benene under vores første sommerferie, og det har jeg døjet løbende med siden. Det eneste der har hjulpet mig der indtil nu er at slappe af, fysioterapi hjalp ikke rigtigt. Og nu har jeg givet lidt op. Der er ikke meget mere end en måned til baby måske melder sin ankomst, så nu bliver der slappet max af. Lige nu er favoritten min daglige middagslur, den er virkelig værdsat.

Men så kom det her hånd-show, og det er desværre blevet værre og værre. Man kan ikke se noget på hånden, den er ikke voldsomt hævet af ødemer eller noget. Men den fungerer altså ikke optimalt mere. Jeg har flere gange foreslået indretning af et Dexter-rum i lejligheden, således min kæreste kunne save armen af. Men han bider sjovt nok ikke rigtigt på den idé. Men den bliver nok også handy nok at have, når baby engang melder sin ankomst, trods alt. Men alle mine barselsplaner er lidt lagt på hylden, jeg havde store planer om at lære at hækle, at sy en hel masse og ikke mindst fikse ting i vores hybel, før baby melder sin ankomst. Men bare det at lave mad og bage til fryseren er udsat, for min hånd gider knap skære en skive brød. Godt man aldrig er sulten som gravid jo.

Jeg er netop i går påbegyndt akupunktur hos Jordemoderhuset på Vesterbro. Dem har vi også brugt flere gange i forbindelse med skanninger. Jeg var afsted for første gang i går og mærkede faktisk allerede der en bedring. I morgen skal jeg afsted igen, og jeg kan næsten ikke vente! Kryds lige fingre (høhø) for at det bliver bedre. For jeg trænger virkelig til en optur, pt magter jeg jo ikke engang at scrolle igennem feedet på Instagram.


REJEBYGGER #05 // DE SENESTE KØB

/1 Karry strik /2 Dinosaurus rygsæk /3 Panda strik /4 Grå strikbuks /5 Blå strikbukser /6 Karry dunjakke /7 Stribet heldragt /8 Blå strik /9 Bomuldsbluser /10 Grå plaid /11 Oops sweater /12 Bomuldsbodyer /13 Camel plaid /14 Bluse med vaskebjørne /15 Blå strikbukser /16 Karry cardigan /17 Prikkede karry bukser 

De nye kollektioner til baby (og ja også os da) er så småt begyndt at lande på hylderne. Og det har gjort, at jeg har shoppet lidt mere til baby. Jeg har både tænkt i den tid, hvor han ankommer, men også lidt fremadrettet, så størrelserne er fordelt jævnt henover det første leveår ca. Jeg ved godt, det måske er tidligt at købe større størrelser, men jeg kan lide, for det første, at være forberedt og for det andet, ved jeg jo ikke, om der er pæne ting næste sæson. Desuden har jeg udelukkende (undtagen en dødpæn cardigan med en lama på) købt budget ting, så det er ikke de voldsomme udskrivninger til det, heldigvis. I kan nok se, hvilke farver rejens garderobe primært kommer til at indeholde, haha, især karry er en favorit, sammen med grå og blåt, samt lidt brunt, creme og grønt.


REJEBYGGER #04 :: HVORDAN ER DET GÅET INDTIL NU?

Jeg er nu snart overstået 7. måned i min graviditet, og jeg har stadig ikke helt forstået, at der faktisk kommer en baby ud af det her i den anden ende. Vi glæder os virkelig meget, men helt virkeligt føles det ikke endnu, haha. Jeg har ikke lavet noter uge for uge, men lidt er det da blevet til, og det tænkte jeg, jeg ville dele med jer.

Uge 0-4:
Februar brugte jeg i Nordjylland, næsten hele måneden var jeg hos min mama, der skulle flytte på plejehjem. Hun flyttede også i december, hvor min kæreste og jeg var hjemme og stå for det, den gang var hun indlagt og derfor blev tingene slet ikke sorteret. De blev bare pakket ned og afsted med flyttemændene blev de sendt. Derfor skulle der sorteres grundigt denne gang, både fordi mama ville få langt mindre plads (og ingen loft og redskabsskur), og også fordi hun altså havde boet 17 år i den gamle lejlighed. Jeg viede derfor min tid til at “flytte derover” og hjælpe med det hele. Dagstimerne stod primært på pakning og sortering, mens aftenen og lidt af natten stod på arbejde. Det hele skulle jo passes ind, det koster alligevel en slat hvis der skal holdes fri i sådanne tre uger. I starten af februar faldt jeg over mine gamle babysko, og jeg postede et billede af dem på Instagram, før de blev pakket ned sammen med de andre ting, der skulle med mig hjem.

Flere troede fluks, at jeg var gravid, men det var jeg bestemt ikke og jeg fejede dem hurtigt væk – den slags stod ikke lige for døren hos os, pt handlede det hele mest om, at min elskede mama var syg. Men tiden gik og vi blev klar til at flytte min mama afsted mod plejehjemmet. Den weekend det skulle ske kom min kæreste og mine svigerforældre til Aalborg for at hjælpe med flytningen – og i denne weekend blev vores lille reje altså til. I kan læse om, hvordan jeg fandt ud af, at jeg var gravid lige her, og det var ca. omkring 4+3 jeg fandt ud af den lille overraskelse. Allerede en uge efter jeg fandt ud af det delte jeg nyheden med Meme, hun var selv gravid, og derudover havde jeg bare brug for at dele det med nogen, haha.

Uge 5-10
I 7. uge bookede vi tid til en tidlig scanning, vi ville gerne vide, om alt var som det skulle være og at der rent faktisk var liv. Jeg havde et stort ønske om at dele det med min mama, og gerne så snart som muligt, da det var svært at vide, hvor længe vi havde hende endnu, omend jeg slet ikke tænkte, hun ikke ville nå at møde baby. Alt var fint til scanningen, der var et fint lille hjerteblink og en lillebitte bønne at se på billederne. Vi fejrede med Chicks by Chicks på Vesterbro Torv. Haha. Jeg mærkede endnu intet til graviditeten og havde det faktisk ret formidabelt.

Da jeg var 7+4 delte jeg nyheden med min mama, jeg havde dagen før været hos lægen første gang, og hun syntes bestemt jeg skulle dele det, så det gjorde jeg og jeg havde den lille blinkende bønne med på scanningsbilledet, selvom det ikke ligefrem var i nærheden af at ligne en baby, så var det så dejligt at kunne vise hende det. Da jeg var 9+4 mistede jeg min mama, præcis 14 dage efter jeg havde givet hende den gode nyhed. Hun havde selv nået at dele den med nogle venner og jeg er glad for, hun fik den mulighed.

Efter første lægebesøg fik jeg besked om, at min blodtype er rhesus negativ og jeg derfor skal have tjekket hvilken blodtype baby er, og have et par sprøjter så min krop ikke danner antistoffer mod baby, hvis han har en positiv blodtype.

Uge 11-12
Påsken brugte vi i Berlin, i hvert fald starten af den, vi havde nemlig booket en tur med afgang dagen efter min mamas død. Denne var booket før vi vidste det var så tæt på, og da hun døde torsdag, besluttede vi, at vi ville tage afsted alligevel. Det ved jeg, hun ville have ønsket og derudover kunne jeg ligeså vel være ødelagt i Berlin som på Nørrebro. Sekundet jeg satte mine fødder på tysk jord blev jeg så forkølet og feberramt som jeg sjældent før har været. Vi havde alligevel nogle virkelig gode dage trods omstændighederne, og vi hyggede os. Det var dejligt bare at være sammen med min kæreste og bruge tiden sammen. Jeg mærkede ikke meget til rejen, ingenting faktisk, omend jeg med tiden var blevet noget mere forpustet end jeg plejer at være af fx almindelig gang på trapper, haha.

Da vi kom hjem stod den på begravelse i Nordjylland, min kæreste og mine svigerforældre tog med derop. Dagen var noget så fin, det silede ned hele dagen, fra solen stod op til den gik ned – omend vi ikke så den den dag. Det gav en sær form for mening, nu min allerfineste mama skulle herfra. Der var blomster over det hele og mange af mine søde veninder havde sendt blomster afsted, og flere af dem mødte også op til begravelsen. Min mama har altid sat en ære i at lære mine veninder at kende og hjælpe dem hun kunne, hvis nogen havde brug for en hjælpende hånd eller en ferm hånd med en sytråd. Jeg mindes, at jeg sov helt vildt meget i disse dage, jeg meldte også pas på gåturen rundt i Aalborg da vi ankom, jeg var simpelthen helt mørbanket.

Det var her omkring min halsbrand så småt dukkede op, den kigger frem indimellem, men sjældent noget voldsomt – og jeg var forudseende nok til at bestille tre pakker Tums fra Amazon, som nu hjælper mig en gang eller to om ugen.

……………………………………………………………………………………………………………………

Mit første trimester var altså noget mærket af min mamas sygdom og senere død, men heldigvis var jeg ikke mærket af kvalme eller andre gener, hvilket nok gjorde det hele en smule nemmere at komme igennem. Jeg vil indele disse indlæg i tre, da det jo ellers kunne blive en hel roman eller en mindre novellesamling, haha.

Jeg har haft dette liggende som kladde i noget tid, og har ikke fået det udgivet, men jeg håber stadig, det kan give jer et lille indblik i mit liv som #rejebygger i første trimester.


TIDEN FLYVER…

… Og pludselig er der gået over en måned siden jeg bloggede sidst. Livet stryger forbi, og jeg når heldigvis at få det meste med. Omend jeg også bruger en ret stor del af det på at sove. Jeg er i 7. måned udi at være #rejebygger. Og det går virkelig stærkt, jeg kan ikke helt følge med faktisk. Vi får flere og flere ting fikset derhjemme, som gerne skulle være nogenlunde klar, før baby melder sin ankomst, vi har blandt andet fået tørretumbler og købt kommode til puslebord. Det er også samlet – efter et lille hack, da skufferne sad skævt. Heldigvis kunne vi selv bore nye og fikse det den vej. Vi har også købt mægtig meget af det nødvendige, men jeg synes stadig, der mangler en hel del. Vi har dog gang i meget af det, så det kommer nok lige så stille.

Jeg begyndte til fødselsforberedelse hos APA på Østerbro i går, og det glæder jeg mig meget til at bruge de næste 8 tirsdag aftener på. Jeg har overvejet at kyle noget gravidyoga indover, men som en ikke-yoga-udøvende person på normal basis er det lidt grænseoverskridende for mig, hvilket fødselsforberedelse også var, så måske den bare skal overskrides. Jeg er desuden begyndt at tælle ned til barsel (hvem forsøger jeg at narre, det har jeg gjort siden før min sommerferie) og jeg har kun 27 arbejdsdage tilbage. JUHU! Jeg har smidt lidt ferie oveni, så det bliver helt perfekt.

Rejebygningen er altså i fuld gang herhjemme, både i maven og i huset. Jeg har endda lagt lidt sager i puslebordet, selvom det stadig mangler at blive malet. Men ting tager tid, vi skal nok nå det hele, tænker jeg, og hvis ikke, så går det også nok.


REJEBYGGER #03 :: SHOPPING


/1 H&M strik /2 OEUF bambi hue /3 NUMERO 74 sengehimmel /4 H&M bukser /5 H&M cardigan /6 H&M strik /7 H&M ternede bukser /8 NUMERO 74 moseskurv /9 FABELAB babysvøb /10 H&M merinostrik /11 KONGES SLØJD puslemåtte /12 H&M kashmir hue og futter /13 BABE & TESS bamsejakke /14 H&M bluse /15 NUMERO 74 organizer /16 H&M jakke /17 KONGES SLØJD tæppe /18 H&M jakke

Jeg tænkte et indlæg omkring vores første indkøb til baby kunne være sjovt for jer at læse (måske ikke for dem der ikke lige er gravide eller bare ikke gider læse om børn, men I må gerne komme igen til næste indlæg – som bliver i den vanlige stil på bloggen, jeg lover). Jeg har ikke skænket børnetøj så mange tanker, før min veninde Merete blev gravid. Først lurede vi bare på det hele, og da hun fandt ud af, hun skulle have en dreng, blev vi lidt udfordrede. Det tror jeg faktisk, mange bliver. Ikke at jeg nogensinde ville putte en lille pige i tylskørt, diadem og bling, men der er bare nogle virkelig nuttede ting derude, også selvom man ikke tager førnævnte vej. Og nu skulle der pludselig tænkes anderledes. Den kom vi dog hurtigt over, synes jeg. Og da jeg så pludselig selv var gravid – og endda også med en lille gut, så skulle jeg finde en vej, som passede til vores lille søn(!). Jeg er ikke så meget til crazy print og vilde farver. En dag om fire år, så ender han sikkert i Spiderman fra top til tå, men så længe vi har lidt at sige, må det gerne falde i vores smag også.

Jeg har klikket tingene fra ovenstående collage hjem, det meste er billige sager fra H&M Conscious, mens der også er blevet plads til lidt fra Oeuf og Numero 74. Jeg har faktisk købt flere ting siden da, men det her behøver jo ikke blive det sidste indlæg i den række. Generelt er vi ved at være der på tøjfronten, der mangler måske en 5 stofbleer mere, så vi nærmer os en 30 stykker, derudover nogle body’er, selvom vi så småt er på vej der også. De er bare lidt kedelige at købe og så er sommersæsonen bare ikke så nem, når nu vi skal have os et vinterbarn. Vi var på Malmø-tur med Merete og hendes kæreste og der fik vi shoppet en del virkelig fine sager i blandt andet Lindex. Jeg håber på, vi når en tur igen før baby kommer, så vi måske kan hapse lidt af vinterkollektionen.


REJEBYGGER #02 :: DEN FØRSTE TID

Februar var næsten slut, det var koldt og vådt, men ikke en rigtig vinter, som dem jeg husker, fra jeg var barn. Jeg var svimmel og havde lidt kvalme, det var typiske influenzategn, og min kæreste havde lige været turen igennem. Jeg måtte hjem under dynen. Men som dagen gik tænkte jeg en del, det var måske ikke bare influenza, min menstruation var nogle dage over tid. Måske jeg i virkeligheden var gravid. Jeg smuttede omkring en Matas og købte en test. Der var en streg, måske “halvanden” – for nummer to var altså lidt utydelig, de lignede ikke just hinanden, så jeg var i tvivl, var den mon positiv? Neej, vel? Jeg købte derfor en ekstra pakke med hele 2 styks på apoteket. Der var igen to streger, to lige tykke streger. Den var sgu god nok.

Dagen efter de positive tests skulle jeg hjem til min mama, vi havde den bedste weekend og her var vi blandt andet ude og shoppe og spise  en lækker frokost, præcis som vi ofte gjorde det, før min mama blev syg. Det var en skøn weekend at have sammen og især at se tilbage på nu. Men jeg havde også vildt lyst til at fortælle hende om det hele. Men jeg var kun i 5. uge, så det var lidt tidligt, også når abortrisikoen er ret overhængende de første tre måneder. Jeg tænkte egentlig, at vi ville vente til efter nakkefoldsskanningen, men min mamas sygdom-und-alles gjorde det ret svært for mig at vente. Så i 6. uge bestilte vi tid til en tidlig skanning, vi ville gerne lige tjekke, at der var hjerteblink, så vi var en smule mere sikre, før jeg kunne dele det med min mama. Det var der heldigvis og alt så ud som det skulle.

To uger efter havde jeg første tid ved lægen. Hun spurgte, i runden af de tusind spørgsmål de har, om der var noget psykisk der kunne spille ind under graviditeten. Og der brød jeg sammen. På daværende tidspunkt havde jeg brugt noget nær det sidste halve år på at græde. I tide og utide. På jobbet, i badet, i mørket om aftenen i sengen. Jeg vidste godt, at min mama var terminalpatient, det er nu engang det en ALS-diagnose gør ved en. Hun var tilknyttet Palliativt team. Hun kunne blive indlagt med et enkelt ring til hospitalet og der var fri bar i den medicin, hun nu skulle få brug for. Der var ligesom ingen vej tilbage – men derfra og til at forstå det, og ikke mindst forstå betydningen af, at min mama måske snart var væk, der var alligevel et stykke, og der var jeg ikke endnu. Min mama var syg, men ikke værre end hun var en måned tidligere. Mine tanker kredsede om, at hun da selvfølgelig ville være her til at møde den lille ny til november, i det mindste. Jeg havde end ikke overvejet, at hun skulle herfra før det. Min læge mente helt bestemt, at jeg skulle sige det til hende, så snart jeg fik muligheden og ikke vente længere, blot fordi jeg var bange for diverse risici.

Jeg fortalte det til min mama allerede dagen efter, da jeg var på besøg. Hun fik Rejen at se på det lille skanningsbillede, hvor der ikke var andet end en lille bitte reje, men omend den fineste reje hun nogensinde fik at se. Hun sagde fluks og meget glad, “jeg skal være bedstemor”, og hun fortsatte: “jeg tror, det er en lille pige”.  Min mama har altid sagt, at hun ville kaldes bedstemor, for det var jo den bedste af dem alle sammen.

Mama fik ikke ret, Rejen er en lille dreng, og det får jeg desværre aldrig muligheden for at fortælle hende. <3