FØDSELSBERETNING :: DEL 4

Læs del 1 her, del 2 her, og del 3 her.

Et ”åh gud, here we go” har nu nok strejfet mit ansigt, men autoritetstro som jeg er, smed jeg mit korpus op på briksen. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde jo faktisk forventet et forløb, hvor min krop selv gik i fødsel, fik veer, vi selv skulle finde vej til hospitalet, og hvor vandet ville gå af sig selv Omend jeg var ret glad for, at turen til Rigshospitalet foregik uden veer, må jeg indrømme.

Jordemoderen måtte to metoder igennem, før vandet gik kl. 16.30 mandag eftermiddag. To dage efter vi ankom til hospitalet. 8 minutter efter vandet var taget, fik jeg den første ve. 13 igangsættelsespiller nåede jeg igennem, jeg har ladet mig fortælle at gennemsnittet er 6-8 piller.

Vi tog ikke tid, men de kom ret heftigt, de der veer, og med ret kort imellem med det samme. Jordemoderen informerede om, at der ville være en fødestue klar til os kl. 18. Tiden indtil da er ret sløret for mig, og jeg var bestemt ikke særlig rar. Jeg forsøgte at komme igennem hver enkelt ve og kontrollere min vejrtrækning, så godt jeg nu kunne. Haha. Jeg gik i bad, og det var virkelig rart og lindrende for mig, så der blev jeg næsten indtil fødestuen var klar. Jordemoderen kiggede ind og gav os noget information midt i en ve, men jeg måtte bede min kæreste om at klare den, mens jeg forsvandt bag forhænget i badet og snuppede en ve mere. Min kæreste pakkede vores ting, og da jordemoderen kiggede ind og fortalte, at stue 5 og jordemoder Ursula var klar til os, var jeg lynhurtigt af sted, så lynhurtigt som en gravid i fødsel nu kan være. Jeg nåede heldigvis fra den ene stue til den anden imellem to veer. Jeg kunne jo ikke stå derude på gangen og have veer, vel?

Ursula var fantastisk rar og venlig, hvilket man ikke kunne sige om mig. De der veer nev mig, og de kom ofte. Hun kunne konstatere, at jeg nu var i aktiv fødsel og en anæstesilæge blev tilkaldt 18.40. Jeg var blevet anbefalet en epidural, grundet mit for høje blodtryk. Jeg havde oprindeligt en idé om at forsøge mig uden smertestillende, men den tanke forduftede på ca samme tid som første ve indtraf. Jeg var ikke for fin til at sige ja tak, de skulle helst dope mig ad libitum. Jeg fik en maske der eftersigende skulle indeholde noget lattergas, men vi fandt ligesom aldrig hinanden, mig og lattergassen. Jeg bandede af masken, den larmede helt abnormt ved hver vejrtrækning og var ved at gøre mig skør. Det virkede slet ikke for mig og jeg forkastede den idé.

Anæstesilægen ankom til fødestuen 19.30, hun var en sød ung kvinde, og jeg var ret klar på at få den der epidural lyntjept. Med møje og besvær fik jeg mig møvet ind midt på briksen og sidde, med ryggen mod anæstesilægen og fronten mod min kæreste, som jeg støttede mig opad. Mine hænder og håndled gjorde så ondt af væsken, jeg var en vandballon af format de sidste dage af min graviditet. Bare det at støtte på dem var næsten umuligt, jeg havde kæmpet med karpal tunnel syndrom det sidste trimester af graviditeten. Anæstesilægen bad mig sige til, hvis jeg skulle få en ve, når hun skulle til at stikke. Det fik jeg selvfølgelig, og det forsøgte jeg fluks at meddele hende. Men hun havde lidt svært ved at høre mig, så det var nanosekunder fra en epidural til mig midt i en ve. Det havde sandelig været smukt. Vores kommunikation kom heldigvis på rette spor og en salighed lagde sig over stuen, eller nok mest over mig. Epiduralen gjorde mig noget mere medgørlig. Hun var dagens kvinde i skysovs. På vej ud af stuen kommenterede hun lige min Goyard taske: “Sikke en lækker barselstaske”, haha,

One Response

  1. Pingback: » FØDSELSBERETNING :: DEL 5 Velvet Snow

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.