FØDSELSBERETNING :: DEL 3

Læs del 1 her og del 2 her.

Vi ankom til Rigshospitalet 16.45 og gik op på afdelingen for igangsættelse. Alle der har været på Rigshospitalet kender til mulighederne for parkering, og de er altså ikke altid lige nemme. Men heldigvis havde de travlt, så ingen havde manglet os, og vi blev kaldt ind en halv times tid senere. De kørte endnu en strimmel på rejens hjertelyd. Han havde det formidabelt. Mit blodtryk not so much, så de gav mig en pille for at sænke det. Derudover fik jeg den første igangsættelsespille kl. 18.00, lørdag aften. Vi tænkte stadigvæk, at rejens ankomst var lige om hjørnet, men vi skulle finde ud af, at det nok ikke stod lige for. Vi fik en enestue, og der blev redt op til min kæreste, så han også kunne sove der. Jeg havde medbragt min egen hovedpude, futsko og nattøj. Vi fik det hurtigt gjort så behageligt, som sådan en stue nu kan blive.

Jeg fik to piller mere, og de tjekkede, hvordan det så ud indtil nu. Ingen ændring, der var stadig livmoderhals tilbage. Vi gjorde os klar til natten. Dagen efter fik jeg endnu en blodtrykspille. Min kæreste stod for at måle det, da jeg tydeligvis fik endnu højere tryk, når de hvide kitler stod bag maskinen. Haha. Igangsættelsespillerne var på menuen, og vi regnede med, det var dagen, hvor vi skulle møde rejen. Vi så Mindhunter på Netflix og ventede og ventede og ventede. Der skete ikke en døjt, og jeg mærkede ikke til noget som helst. Vi fik lov til at gå en tur, og det kunne jo passende være en tur ud til bilen, ahem. Vi sneg os hjem efter nogle ting, som vi havde glemt i al iver, og så fandt vi mad i FRB C. Maden tog vi med os ud på Riget, og ingen opdagede, at vi havde været væk. Jeg håbede, at vores lille sviptur måske kunne være det, der endelig satte gang i løjerne. Aftenen fortsatte med mere Netflix, flere blodtryksmålinger og et par igangsættelsespiller mere. Der var stadig ingen ændring. Vi sov endnu en nat og gjorde klar til endnu en dag.

Det var blevet mandag, og endnu et vagtskifte var mødt ind på Rigshospitalet. Jeg havde mærket mere til plukveerne i løbet af natten, og jeg blev tilbudt en ”cocktail” at sove på. Det er svært nok at finde ro på sådan et hospital i forvejen, så den havde gjort godt. Vi startede dagen med en deletallerken med morgenmad, fædrene spiser jo ikke med, host. Og så stod den på tjek igen, hvordan stod det mon til. Den søde jordemoder var glad, der var positive nyheder, hun kunne tage vandet, sagde hun. Men de havde ikke plads på fødegangen lige nu. Der var for mange der var gået spontant i fødsel, og de skulle jo lige være færdige først. Fair nok, men enormt anti klimaks, da døren lukkede efter hende. Hvornår mon vi ville se dem igen? Klokken var ca. 10, og vi skulle have tiden til at gå. Vi fortsatte med Netflix og Mindhunter, vi kunne ligeså godt forsøge at gennemføre, nu vi havde mere tid at slå ihjel.

Dagen sneglede sig af sted. Jeg skulle jo gerne føde i dag, nu det skulle være. Det var nemlig den 16. oktober, og det var præcist tre måneder siden, at min bedste veninde Meretes lille søn Elvin kom til verden. Det ville jo være helt perfekt, men udsigterne så nu noget sorte ud. Jeg spenderede tiden på at snyde jer på Instagram. Der var i hvert fald ikke nogen, der var indlagt her, nej nej, jeg var da i fuld gang derhjemme, indretning af reje-hjørnet osv. Haha. Jeg kunne ikke overskue, at nogen skulle tro noget som helst, så vores fem minutter hjemme dagen før blev blandt andet brugt på at skyde tre billeder, så jeg havde lidt at poste, der skulle ikke være stilhed fra min side i hvert fald. En værre snydepels er jeg.

Klokken nærmede sig 16, og vi havde ingen set siden om morgenen. Mit blodtryk var ikke blevet målt, så vi tænkte, det snart måtte være tid. Min kæreste ville gå ud og høre dem, hvad planen var. Om der mon var en baby på vej til os den dag, eller om vi skulle væbne os med endnu mere tålmodighed. Han nåede kun lige at åbne døren, udenfor stod jordemoderen fra tidligere. ”Ja, nu kan vi tage vandet”, sagde hun.