REJEBYGGER #04 :: HVORDAN ER DET GÅET INDTIL NU?

Jeg er nu snart overstået 7. måned i min graviditet, og jeg har stadig ikke helt forstået, at der faktisk kommer en baby ud af det her i den anden ende. Vi glæder os virkelig meget, men helt virkeligt føles det ikke endnu, haha. Jeg har ikke lavet noter uge for uge, men lidt er det da blevet til, og det tænkte jeg, jeg ville dele med jer.

Uge 0-4:
Februar brugte jeg i Nordjylland, næsten hele måneden var jeg hos min mama, der skulle flytte på plejehjem. Hun flyttede også i december, hvor min kæreste og jeg var hjemme og stå for det, den gang var hun indlagt og derfor blev tingene slet ikke sorteret. De blev bare pakket ned og afsted med flyttemændene blev de sendt. Derfor skulle der sorteres grundigt denne gang, både fordi mama ville få langt mindre plads (og ingen loft og redskabsskur), og også fordi hun altså havde boet 17 år i den gamle lejlighed. Jeg viede derfor min tid til at “flytte derover” og hjælpe med det hele. Dagstimerne stod primært på pakning og sortering, mens aftenen og lidt af natten stod på arbejde. Det hele skulle jo passes ind, det koster alligevel en slat hvis der skal holdes fri i sådanne tre uger. I starten af februar faldt jeg over mine gamle babysko, og jeg postede et billede af dem på Instagram, før de blev pakket ned sammen med de andre ting, der skulle med mig hjem.

Flere troede fluks, at jeg var gravid, men det var jeg bestemt ikke og jeg fejede dem hurtigt væk – den slags stod ikke lige for døren hos os, pt handlede det hele mest om, at min elskede mama var syg. Men tiden gik og vi blev klar til at flytte min mama afsted mod plejehjemmet. Den weekend det skulle ske kom min kæreste og mine svigerforældre til Aalborg for at hjælpe med flytningen – og i denne weekend blev vores lille reje altså til. I kan læse om, hvordan jeg fandt ud af, at jeg var gravid lige her, og det var ca. omkring 4+3 jeg fandt ud af den lille overraskelse. Allerede en uge efter jeg fandt ud af det delte jeg nyheden med Meme, hun var selv gravid, og derudover havde jeg bare brug for at dele det med nogen, haha.

Uge 5-10
I 7. uge bookede vi tid til en tidlig scanning, vi ville gerne vide, om alt var som det skulle være og at der rent faktisk var liv. Jeg havde et stort ønske om at dele det med min mama, og gerne så snart som muligt, da det var svært at vide, hvor længe vi havde hende endnu, omend jeg slet ikke tænkte, hun ikke ville nå at møde baby. Alt var fint til scanningen, der var et fint lille hjerteblink og en lillebitte bønne at se på billederne. Vi fejrede med Chicks by Chicks på Vesterbro Torv. Haha. Jeg mærkede endnu intet til graviditeten og havde det faktisk ret formidabelt.

Da jeg var 7+4 delte jeg nyheden med min mama, jeg havde dagen før været hos lægen første gang, og hun syntes bestemt jeg skulle dele det, så det gjorde jeg og jeg havde den lille blinkende bønne med på scanningsbilledet, selvom det ikke ligefrem var i nærheden af at ligne en baby, så var det så dejligt at kunne vise hende det. Da jeg var 9+4 mistede jeg min mama, præcis 14 dage efter jeg havde givet hende den gode nyhed. Hun havde selv nået at dele den med nogle venner og jeg er glad for, hun fik den mulighed.

Efter første lægebesøg fik jeg besked om, at min blodtype er rhesus negativ og jeg derfor skal have tjekket hvilken blodtype baby er, og have et par sprøjter så min krop ikke danner antistoffer mod baby, hvis han har en positiv blodtype.

Uge 11-12
Påsken brugte vi i Berlin, i hvert fald starten af den, vi havde nemlig booket en tur med afgang dagen efter min mamas død. Denne var booket før vi vidste det var så tæt på, og da hun døde torsdag, besluttede vi, at vi ville tage afsted alligevel. Det ved jeg, hun ville have ønsket og derudover kunne jeg ligeså vel være ødelagt i Berlin som på Nørrebro. Sekundet jeg satte mine fødder på tysk jord blev jeg så forkølet og feberramt som jeg sjældent før har været. Vi havde alligevel nogle virkelig gode dage trods omstændighederne, og vi hyggede os. Det var dejligt bare at være sammen med min kæreste og bruge tiden sammen. Jeg mærkede ikke meget til rejen, ingenting faktisk, omend jeg med tiden var blevet noget mere forpustet end jeg plejer at være af fx almindelig gang på trapper, haha.

Da vi kom hjem stod den på begravelse i Nordjylland, min kæreste og mine svigerforældre tog med derop. Dagen var noget så fin, det silede ned hele dagen, fra solen stod op til den gik ned – omend vi ikke så den den dag. Det gav en sær form for mening, nu min allerfineste mama skulle herfra. Der var blomster over det hele og mange af mine søde veninder havde sendt blomster afsted, og flere af dem mødte også op til begravelsen. Min mama har altid sat en ære i at lære mine veninder at kende og hjælpe dem hun kunne, hvis nogen havde brug for en hjælpende hånd eller en ferm hånd med en sytråd. Jeg mindes, at jeg sov helt vildt meget i disse dage, jeg meldte også pas på gåturen rundt i Aalborg da vi ankom, jeg var simpelthen helt mørbanket.

Det var her omkring min halsbrand så småt dukkede op, den kigger frem indimellem, men sjældent noget voldsomt – og jeg var forudseende nok til at bestille tre pakker Tums fra Amazon, som nu hjælper mig en gang eller to om ugen.

……………………………………………………………………………………………………………………

Mit første trimester var altså noget mærket af min mamas sygdom og senere død, men heldigvis var jeg ikke mærket af kvalme eller andre gener, hvilket nok gjorde det hele en smule nemmere at komme igennem. Jeg vil indele disse indlæg i tre, da det jo ellers kunne blive en hel roman eller en mindre novellesamling, haha.

Jeg har haft dette liggende som kladde i noget tid, og har ikke fået det udgivet, men jeg håber stadig, det kan give jer et lille indblik i mit liv som #rejebygger i første trimester.