FØDSELSBERETNING :: DEL 2

Læs første del af beretningen her.

Jeg brugte en farlig masse tid på at stresse videre over, at rejen måske ville komme før tid. Oppe i mit hoved var det altid vores terminsdato, 4. november, der ligesom var den tidligst mulige dato for en baby i vores liv. Jeg ved godt, at mange føder for tidligt, og det er ligesom også forhistorien i min familie, men alligevel kunne det ikke være anderledes end den 4. november for mig.

Jeg var samtidig lidt forhippet på, at han skulle være en november-baby. En stor del af mine favoritmennesker i denne verden er nemlig født i november, så det kunne kun være formidabelt, hvis han blev født i den måned.

Jeg blev alligevel ikke hylet mere ud af den, end jeg brugte nogle dage på at sy stofbleer. Karrygule stofbleer i hobetal. Hele 12 stofbleer og et betræk til puslepuden blev det til i de følgende dage. Det holdt hårdt at sy de bleer, mine fingre kunne næsten ikke folde kanterne, og det tog så lang tid. Jeg har altid syet en del og det har normalt ikke være nogen større udfordring, så det var nedslående, at jeg ikke engang kunne sy mere.

Nogle uger forinden var jeg startet i et akupunkturforløb hos Jordemoderhuset på Vesterbro. Hver behandling hjalp mig kortvarigt, ligesom fysioterapi også kun hjalp mig et døgns tid af gangen. Jeg kunne derfor ikke ret meget, men de stofbleer skulle altså i hus. Og det kom de! Flotte er de ikke, men de er færdige, og faktisk er det de bedste stofbleer vi har i samlingen herhjemme, men det er en helt anden sag. Tilbage til den der fødsel.

Det blev lørdag, og vi skulle møde op på Rigshospitalet kl. 10. De tog en blodprøve, fik en urinprøve, tog mit blodtryk og kørte en strimmel på rejen. Han havde det fortsat formidabelt inde i maven, men det var noget andet med mig. Vi ventede længe, rigtig længe. Vi var kommet afsted uden mad i maven, for vi havde egentlig planer om at brunche den et sted. Vi havde lagt store planer for vores lørdag, hvilket blandt andet involverede en tur i biografen og lidt shopping. Jeg skulle jo bare lige have taget mit blodtryk, ikke?

Klokken blev 13, før der igen dukkede personale op hos os på stuen. Vi var godt trætte, sultne og havde været efterladt ret længe i limbo der. Hvorfor lod de os ikke bare smutte ud i verden? Men ind kom en læge, en læge vi endnu ikke havde mødt, og hendes første ord var: ”Ja, I skal jo så sættes i gang”… og jeg tænkte fluks: ”Nej, det skal vi i hvert fald ikke”, haha. Vi havde jo ingenting med, vi skulle jo i biografen og rejen skulle altså først komme om en måned. Vi var slet ikke klar. Hans puslebord stod stadig ret bart og umalet derhjemme, og der var jo tusind ting i mit hoved, der stadig skulle falde på plads. Så jeg begyndte at græde, mens jeg samtidig forsøgte at flytte den der igangsættelse minimum en dag frem. Jeg kommer normalt ret forberedt til ting, især ting som en fødsel, ikke? Så jeg var helt i vildrede. Men hun var ikke til at stikke i, hende lægen. Med møje og besvær fik vi lov til at tage hjem, men kun for at pakke en taske og komme retur. Hun ville ringe til os, når hun fik svar på min blodprøve og så ville hun finde en tid til igangsættelse, sagde hun.

Vi forlod Riget. Mig enormt stresset og lidt ked af det. Mest fordi vi (måske mest mig) slet ikke var klar. Jeg var ikke klar til at skulle føde sådan en baby, men hvornår bliver man egentlig det? Jeg havde været til fødselsforberedelse 9 gange hos APA og en gang på Riget. Jegvar nu nok så forberedt, som jeg kunne blive, mit hoved skulle bare lige med mig.

Vi kom hjem, og jeg begyndte fluks at kyle ca alting i en taske. Alt hvad der var nogen som helst mulighed for, at vi ville få brug for. For hvornår ville vi skulle møde vores lille reje? I aften? I nat? Senest i morgen, vel? Ja, det tænkte vi. Vi skulle dog blive klogere – og ret glade for alle de ting, vi havde pakket ned. Telefonen ringede kl. 14.30. Vi skulle møde op på Riget kl. 16.30 til igangsættelse. Hun havde booket tiden til os, og nej, den kunne ikke flyttes til søndag. Hun var stålsat. Jeg forsøgte ihærdigt, men jeg vidste jo godt, at det var bedst for både mig, men også for rejen, ikke at udsætte det yderligere, når mit blodtryk var så højt. Så vi pakkede færdigt, og jeg gik i bad.

3 Responses

  1. Uh, det er så spændende! 😃

    15. januar 2018 at 22:04

  2. Pingback: » FØDSELSBERETNING :: DEL 4 Velvet Snow

  3. Pingback: » FØDSELSBERETNING :: DEL 5 Velvet Snow

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *