REJEBYGGER #02 :: DEN FØRSTE TID

Februar var næsten slut, det var koldt og vådt, men ikke en rigtig vinter, som dem jeg husker, fra jeg var barn. Jeg var svimmel og havde lidt kvalme, det var typiske influenzategn, og min kæreste havde lige været turen igennem. Jeg måtte hjem under dynen. Men som dagen gik tænkte jeg en del, det var måske ikke bare influenza, min menstruation var nogle dage over tid. Måske jeg i virkeligheden var gravid. Jeg smuttede omkring en Matas og købte en test. Der var en streg, måske “halvanden” – for nummer to var altså lidt utydelig, de lignede ikke just hinanden, så jeg var i tvivl, var den mon positiv? Neej, vel? Jeg købte derfor en ekstra pakke med hele 2 styks på apoteket. Der var igen to streger, to lige tykke streger. Den var sgu god nok.

Dagen efter de positive tests skulle jeg hjem til min mama, vi havde den bedste weekend og her var vi blandt andet ude og shoppe og spise  en lækker frokost, præcis som vi ofte gjorde det, før min mama blev syg. Det var en skøn weekend at have sammen og især at se tilbage på nu. Men jeg havde også vildt lyst til at fortælle hende om det hele. Men jeg var kun i 5. uge, så det var lidt tidligt, også når abortrisikoen er ret overhængende de første tre måneder. Jeg tænkte egentlig, at vi ville vente til efter nakkefoldsskanningen, men min mamas sygdom-und-alles gjorde det ret svært for mig at vente. Så i 6. uge bestilte vi tid til en tidlig skanning, vi ville gerne lige tjekke, at der var hjerteblink, så vi var en smule mere sikre, før jeg kunne dele det med min mama. Det var der heldigvis og alt så ud som det skulle.

To uger efter havde jeg første tid ved lægen. Hun spurgte, i runden af de tusind spørgsmål de har, om der var noget psykisk der kunne spille ind under graviditeten. Og der brød jeg sammen. På daværende tidspunkt havde jeg brugt noget nær det sidste halve år på at græde. I tide og utide. På jobbet, i badet, i mørket om aftenen i sengen. Jeg vidste godt, at min mama var terminalpatient, det er nu engang det en ALS-diagnose gør ved en. Hun var tilknyttet Palliativt team. Hun kunne blive indlagt med et enkelt ring til hospitalet og der var fri bar i den medicin, hun nu skulle få brug for. Der var ligesom ingen vej tilbage – men derfra og til at forstå det, og ikke mindst forstå betydningen af, at min mama måske snart var væk, der var alligevel et stykke, og der var jeg ikke endnu. Min mama var syg, men ikke værre end hun var en måned tidligere. Mine tanker kredsede om, at hun da selvfølgelig ville være her til at møde den lille ny til november, i det mindste. Jeg havde end ikke overvejet, at hun skulle herfra før det. Min læge mente helt bestemt, at jeg skulle sige det til hende, så snart jeg fik muligheden og ikke vente længere, blot fordi jeg var bange for diverse risici.

Jeg fortalte det til min mama allerede dagen efter, da jeg var på besøg. Hun fik Rejen at se på det lille skanningsbillede, hvor der ikke var andet end en lille bitte reje, men omend den fineste reje hun nogensinde fik at se. Hun sagde fluks og meget glad, “jeg skal være bedstemor”, og hun fortsatte: “jeg tror, det er en lille pige”.  Min mama har altid sagt, at hun ville kaldes bedstemor, for det var jo den bedste af dem alle sammen.

Mama fik ikke ret, Rejen er en lille dreng, og det får jeg desværre aldrig muligheden for at fortælle hende. <3

23 Responses

  1. Mette

    Sidder blot tilbage med tårer ned af kinderne. Er så glad på dine vegne for den lille reje 💞 Tak for et fint indlæg. Sætter verdenen lidt i perspektiv. Tror min mor skal have et ekstra kram i dag, tak er et fattigt ord.

    9. juni 2017 at 14:55

    • Kram hende alt hvad du kan, Mette. <3 Tak for din besked.

      10. juni 2017 at 11:32

  2. Sofie

    Åh for et rørende indlæg! Nok også fordi jeg har mistet en forælder, og hvor vil man bare gerne dele sit skønne barn med sine egne forældre.
    Kram til dig.
    /Sofie

    9. juni 2017 at 16:31

    • Ja, der er intet, jeg hellere ville. Er ked af du også har mistet, Sofie. <3

      Kram

      10. juni 2017 at 11:33

  3. astrid

    <3

    9. juni 2017 at 17:24

  4. Alexandra

    Åh, Ditte. Sikke et indlæg, hvor er det rørende – tak fordi du deler det med os <3 Og stort tillykke med din lille reje-søn! Hvis man kan/må sige det :)
    KH.

    9. juni 2017 at 20:48

    • Det må man i hvert fald, tusind tak, Alexandra. <3

      10. juni 2017 at 11:33

  5. Nanna

    ❤️ så fint indlæg

    9. juni 2017 at 20:50

    • Tak, Nanna. <3

      10. juni 2017 at 11:33

  6. Mie

    Du giver mig tårer i øjnene <3

    9. juni 2017 at 21:29

    • Undskyld, søde Mie. <3

      10. juni 2017 at 11:33

  7. Trine

    <3

    9. juni 2017 at 23:33

  8. Mere end hvad mine tårekanaler kunne klare.

    Min mor ville også kaldes bedstemor.

    Mødre må ikke dø.

    10. juni 2017 at 14:12

    • Nej, de må ej. Det er så uretfærdigt. :( <3

      10. juni 2017 at 15:18

  9. Marie

    Åh hvor jeg dog føler med dig! Min mor døde da min datter var 1/2 år og min søster var gravid, det føles bare så uretfærdigt. Ved at din mama var blevet den bedste bedstemor for din lille reje – en tanke der både gør ondt og er dejlig, sådan følges de to følelser ofte ad når man har mistet, synes jeg. Husk at passe godt på dig selv, især nu hvor du selv er nogens mor <3

    10. juni 2017 at 16:25

    • Åh, det er så unfair altså. :(

      Ja, det følges i den grad af, det gode og det mindre gode. Æv.

      12. juni 2017 at 10:20

  10. Mille

    Tuder….sidder på Reeperbahn med min mand og drikker fadøl…..og tuder 💋

    10. juni 2017 at 17:10

    • Åh, søde Mille. <3 Håber ikke din man blev alt for forvirret. :D

      12. juni 2017 at 09:53

  11. Mette

    Meget rørende indlæg – jeg så I går filmen “When A monster calls” og sad med tårer ned af kinderne den sidste time af filmen, og nu igen efter at have læst dette indlæg.

    Kram til dig og jeres lille reje <3

    13. juni 2017 at 12:38

    • Mange tak, Mette. <3

      13. juni 2017 at 14:42

  12. Astrid

    Åh Ditte – godt du fik det sagt. Og hvor ville jeg have ondt dig, at du kunne ha’ fremvist et stykke meget fin reje til din mor til november.

    Jeg sidder lidt med de samme tanker, for min søn blev jo født 1,5 uge efter min mor døde. Jeg vil så gerne ringe og fortælle hende det der sker eller sende billeder til hende. Det er et stort savn og det føles tomt.

    13. juni 2017 at 15:05

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *