FØDSELSBERETNING :: DEL 5

Læs del 1 her, del 2 her, del 3 her og del 4 her.

Klokken var blevet 19.40 og med rygmarvsbedøvelsen blev mine veer noget mere medgørlige. De næste timer gik ud på en farlig masse gisp. Mange flere end jeg havde drømt om nogensinde at skulle igennem. Vi havde øvet dem til fødselsforberedelse, men jeg havde været lidt sløv. De stressede mig en del at skulle øve sammen med andre, haha. Men de kom heldigvis meget naturligt til mig, da jeg endelig skulle bruge dem. Jeg oplevede en voldsom pressetrang, og det var slet ikke tid endnu, jeg var kun 6 cm åben. Så der var tid endnu, og den blev brugt på gisp en masse, alt imens jeg frøs helt vildt, så jeg blev pakket ind i varme tæpper og dyner. Der var ikke den store udvikling for hvert tjek jordemoderen foretog, men der da skete lidt fra gang til gang. Klokken blev 23.20 og jordemoderen kunne konstatere, at jeg nu var 10 cm åben. Hun havde egentlig fri nu, men det måtte jo være lige oppeover, mente hun. Så hun blev hængende, selv da den nye jordemoder Sarah mødte ind.

Men baby lå altså ikke i bækkenet, som han skulle. Jeg vidste ikke, at det var en mulighed, at man kunne ligge der og være helt klar, uden baby ligesom var med. Jeg var altså ikke klar til at presse nogen baby ud, for baby havde ikke endnu ikke indfundet sig, hvor han skulle. Antiklimaks lige der.

Den næste tid blev brugt som de forrige, vi ventede på, at rejen skulle rykke sig længere ned i bækkenet, men der skete ikke meget. Det blev derfor mit job, at få ham derned. Jeg fik go til at presse omkring kl. 01.15. Det var to skridt frem og et tilbage, det var lidt som det føles at løbe et virkelig langt maraton, sådan en pressefase. Tror jeg. Jeg har aldrig løbet et maraton, så hvad ved jeg. Men alle muskler i min krop blev helt kvadrede.

Han rykkede langsomt længere og længere ned. Dog var det en hård omgang, og den time, man normalt max presser i (som jordemoderen sagde) blev altså til mere for mig. Da vi var på 1 time og 15 minutter, og da rejen endnu ikke var født ringede jordemoder Sarah efter en fødselslæge. Ham mødte vi allerede kort, da vi indfandt os på fødestuen kl. 18.00, men nu skulle han altså tilbage. Det holdt dog hårdt, da han åbenbart ikke mente det var nødvendigt, og derfor var meget svær at trække væk fra sit igangværende. Jordemoderen ville gerne have ham der, hvis der skulle blive brug for, at rejen skulle tages med sugekop. For pressefasen havde altså varet vel længe, syntes hun. Og hvis der var noget, jeg ikke ville, så var det sådan en sugekop. Fødselslægen troppede op efter meget møje og besvær, flere telefonsamtaler, blandt andet med afdelingsjordemoderen. Der blev kæmpet en brav kamp fra jordemoderens side. Han placerede sig med korslagte arme for enden af mit underliv og gloede, da han endelig havde indfundet sig på stuen. Men truslen om sugekop og et vedrop, som jordemoder Sarah lagde i min arm, da hun mente, der kun var små 10 minutter tilbage af fødslen, satte altså skub i sagerne. Hun fortalte mig ikke, hvor tæt rejen faktisk var på at blive født, en lille form for forberedelse kunne måske i bagklogskabens lys have været helt ok. Jeg blev bedt om at gispe, og jeg gispede alt, hvad jeg havde lært. Vi har vel alle en drøm om ikke at gå i stykker fra ende til anden og i næste presseve kom hele vores fineste reje til verden. I et hug. Det blev ikke nødvendigt at have hoved i begge ender for en stund. Klokken var 02.39, da rejen blev lagt op på mit bryst.

Med rejen kom resterne af mit fostervand som en ordentlig skylle, ned i jordemoderens BH, plask. Værsgo. Hun måtte ud og skifte tøj. Ind kom jordemoder Runa, som vi havde stiftet bekendtskab med til fødselsforberedelse på Riget (som virkelig kan anbefales)! Moderkagen blev født, mens rejen stadig lå på mit bryst, og Sarah kom tilbage fra tøjskift. Alting blev tjekket og jeg blev syet med et enkelt sting udvendigt, og rejen havde haft sin arm langs kinden på sin vej ud og derfor havde han kradset mig lidt og det skulle syes med et par sting indvendigt.

Jeg kom op fra fødebriksen og blev påkrævet at tisse. De trillede et lille fødselsdagsbord ind med flag, lys, brød og lidt at drikke. Døren lukkede sig, og vi var helt alene med den her lille allervarmeste klump, som bare var vores. Det mest surrealistiske jeg nogensinde har været en del af.

Vi blev på fødestuen og var alene den næste times tid. Sarah kom tilbage og tjekkede rejen igennem fra top til tå. Alt var som det skulle. Hun fortalte, at de ville have en stue klar til os et par timer senere, hvor vi alle tre kunne slappe af, så vi blev på fødestuen lidt endnu. Klokken blev 7 og morgenmaden blev serveret længere nede ad gange, så jeg hentede morgenmad til os, mens min kæreste tog sig af rejen. Vi fik at vide, at stuen var klar, så vi pakkede vores ting og trillede ud i verden sammen.

Vi havde en virkelig god oplevelse med Rigshospitalet, personalet og alting. Jeg håber virkelig, at det skinner igennem i min fortælling. Fødselslægen var en sjov banan, der måske blev fanget på et skidt tidspunkt og samtalen mellem ham og jordemoderen kunne have faldet på et bedre tidspunkt end midt i mine presseveer, hvor jeg helst ville have haft hende hos mig. Bagefter beklagede hun meget, at han havde været så svær at hive op på stuen, nu hun vurderede der var brug for ham der. Det blev heldigvis aldrig nødvendigt med hans hjælp, truslen om sugekoppen var rigeligt.

Selve fødslen var en rigtig god fødsel for mig, jeg kunne ikke have ønsket mig en bedre. Jeg var allerede samme dag klar på en omgang mere, hvis det skulle have været nødvendigt og det er samme tanker jeg sidder med i dag næsten fire måneder senere.

Vi var på Rigshospitalet i to nætter på afdelingen for sårbare gravide. Jeg mistede min elskede mor i starten af min gravidite, og derfor tog jeg imod et særligt jordemoderforløb. Forløbet gav os et par ekstra besøg hos jordemoderen og derudover var alle besøg hos den samme jordemoder. Vi fik  tilbudet om overnatning på Rigshospitalet, så vi takkede ja tak til. Han kom trods alt meget tidligt om morgenen. Desværre fik Klint gulsot og derfor blev vi indlagt igen, anden gang var på barselsgangen.

SLIPPERS I LAMMESKIND

Slippers i lammeskind

Jeg delte for lidt tid siden mine nye slippers i lammeskind på Instagram. I var mange, der også drømte om et par, og jeg smed derfor linket i bio på Insta. Men der kan det jo ikke ligge og rode forevigt, og derfor tænkte jeg, at et indlæg herinde også kunne være godt. I kan finde dem lige her, og de er lidt små i størrelsen, som alt fra Kinaland. Jeg har brugt dem dagligt siden de ankom, og jeg er virkelig glad for, at de er åbne i fronten. Jeg synes ofte, mine fødder fik varmen vældig hurtigt i futsko der er lukkede. Her får de varmen uden at ende med at svede. Haha.

FØDSELSBERETNING :: DEL 4

Læs del 1 her, del 2 her, og del 3 her.

Et ”åh gud, here we go” har nu nok strejfet mit ansigt, men autoritetstro som jeg er, smed jeg mit korpus op på briksen. Jeg anede ikke, hvad der ventede mig. Jeg havde jo faktisk forventet et forløb, hvor min krop selv gik i fødsel, fik veer, vi selv skulle finde vej til hospitalet, og hvor vandet ville gå af sig selv Omend jeg var ret glad for, at turen til Rigshospitalet foregik uden veer, må jeg indrømme.

Jordemoderen måtte to metoder igennem, før vandet gik kl. 16.30 mandag eftermiddag. To dage efter vi ankom til hospitalet. 8 minutter efter vandet var taget, fik jeg den første ve. 13 igangsættelsespiller nåede jeg igennem, jeg har ladet mig fortælle at gennemsnittet er 6-8 piller.

Vi tog ikke tid, men de kom ret heftigt, de der veer, og med ret kort imellem med det samme. Jordemoderen informerede om, at der ville være en fødestue klar til os kl. 18. Tiden indtil da er ret sløret for mig, og jeg var bestemt ikke særlig rar. Jeg forsøgte at komme igennem hver enkelt ve og kontrollere min vejrtrækning, så godt jeg nu kunne. Haha. Jeg gik i bad, og det var virkelig rart og lindrende for mig, så der blev jeg næsten indtil fødestuen var klar. Jordemoderen kiggede ind og gav os noget information midt i en ve, men jeg måtte bede min kæreste om at klare den, mens jeg forsvandt bag forhænget i badet og snuppede en ve mere. Min kæreste pakkede vores ting, og da jordemoderen kiggede ind og fortalte, at stue 5 og jordemoder Ursula var klar til os, var jeg lynhurtigt af sted, så lynhurtigt som en gravid i fødsel nu kan være. Jeg nåede heldigvis fra den ene stue til den anden imellem to veer. Jeg kunne jo ikke stå derude på gangen og have veer, vel?

Ursula var fantastisk rar og venlig, hvilket man ikke kunne sige om mig. De der veer nev mig, og de kom ofte. Hun kunne konstatere, at jeg nu var i aktiv fødsel og en anæstesilæge blev tilkaldt 18.40. Jeg var blevet anbefalet en epidural, grundet mit for høje blodtryk. Jeg havde oprindeligt en idé om at forsøge mig uden smertestillende, men den tanke forduftede på ca samme tid som første ve indtraf. Jeg var ikke for fin til at sige ja tak, de skulle helst dope mig ad libitum. Jeg fik en maske der eftersigende skulle indeholde noget lattergas, men vi fandt ligesom aldrig hinanden, mig og lattergassen. Jeg bandede af masken, den larmede helt abnormt ved hver vejrtrækning og var ved at gøre mig skør. Det virkede slet ikke for mig og jeg forkastede den idé.

Anæstesilægen ankom til fødestuen 19.30, hun var en sød ung kvinde, og jeg var ret klar på at få den der epidural lyntjept. Med møje og besvær fik jeg mig møvet ind midt på briksen og sidde, med ryggen mod anæstesilægen og fronten mod min kæreste, som jeg støttede mig opad. Mine hænder og håndled gjorde så ondt af væsken, jeg var en vandballon af format de sidste dage af min graviditet. Bare det at støtte på dem var næsten umuligt, jeg havde kæmpet med karpal tunnel syndrom det sidste trimester af graviditeten. Anæstesilægen bad mig sige til, hvis jeg skulle få en ve, når hun skulle til at stikke. Det fik jeg selvfølgelig, og det forsøgte jeg fluks at meddele hende. Men hun havde lidt svært ved at høre mig, så det var nanosekunder fra en epidural til mig midt i en ve. Det havde sandelig været smukt. Vores kommunikation kom heldigvis på rette spor og en salighed lagde sig over stuen, eller nok mest over mig. Epiduralen gjorde mig noget mere medgørlig. Hun var dagens kvinde i skysovs. På vej ud af stuen kommenterede hun lige min Goyard taske: “Sikke en lækker barselstaske”, haha,

TING JEG IKKE RIGTIGT MAGTER #66

#01 At der sidder en alarm i den strik jeg netop har slæbt hjem fra H&M i eftermiddag. Som jeg vel og mærke har betalt for.
#02 At der er mus i vores barnevognsskur.
#03 At vi ikke har en rengøringshjælp.
#04 At jeg ikke kan strikke eller hækle. Gad godt lave noget med hænderne, som ikke skal foregå ved et bord som syning lidt kræver fx.
#05 At jeg ikke har lavet en af disse lister siden juni sidste år. Det er vildt.
#06 At min ene hånd stadig ikke er helt tilbage til normalen efter karpal tunnel syndrom under graviditeten. Jeg har stadig tre fingre der summer i spidserne.
#07 At min hud i ansigtet er verdens tørreste. Selvom jeg både kører ansigtscreme, serum og en maske i ny og næ.
#08 At mine fødder stadig ikke er helt back to basic efter graviditeten og jeg dermed ikke kan passe størstedelen af mine sko. Krise.
#09 At det i dag er et år siden vi var til ALS-samtale med min mama på sygehus nord i Aalborg.
#10 At årsdagen for min mamas død kommer krybende med hastige skridt. Hvor bliver tiden af? Og hvorfor er hun her ikke til at se Klints charmørsmil? Hun fortjente hvert og et af dem. </3

FØDSELSBERETNING :: DEL 3

Læs del 1 her og del 2 her.

Vi ankom til Rigshospitalet 16.45 og gik op på afdelingen for igangsættelse. Alle der har været på Rigshospitalet kender til mulighederne for parkering, og de er altså ikke altid lige nemme. Men heldigvis havde de travlt, så ingen havde manglet os, og vi blev kaldt ind en halv times tid senere. De kørte endnu en strimmel på rejens hjertelyd. Han havde det formidabelt. Mit blodtryk not so much, så de gav mig en pille for at sænke det. Derudover fik jeg den første igangsættelsespille kl. 18.00, lørdag aften. Vi tænkte stadigvæk, at rejens ankomst var lige om hjørnet, men vi skulle finde ud af, at det nok ikke stod lige for. Vi fik en enestue, og der blev redt op til min kæreste, så han også kunne sove der. Jeg havde medbragt min egen hovedpude, futsko og nattøj. Vi fik det hurtigt gjort så behageligt, som sådan en stue nu kan blive.

Jeg fik to piller mere, og de tjekkede, hvordan det så ud indtil nu. Ingen ændring, der var stadig livmoderhals tilbage. Vi gjorde os klar til natten. Dagen efter fik jeg endnu en blodtrykspille. Min kæreste stod for at måle det, da jeg tydeligvis fik endnu højere tryk, når de hvide kitler stod bag maskinen. Haha. Igangsættelsespillerne var på menuen, og vi regnede med, det var dagen, hvor vi skulle møde rejen. Vi så Mindhunter på Netflix og ventede og ventede og ventede. Der skete ikke en døjt, og jeg mærkede ikke til noget som helst. Vi fik lov til at gå en tur, og det kunne jo passende være en tur ud til bilen, ahem. Vi sneg os hjem efter nogle ting, som vi havde glemt i al iver, og så fandt vi mad i FRB C. Maden tog vi med os ud på Riget, og ingen opdagede, at vi havde været væk. Jeg håbede, at vores lille sviptur måske kunne være det, der endelig satte gang i løjerne. Aftenen fortsatte med mere Netflix, flere blodtryksmålinger og et par igangsættelsespiller mere. Der var stadig ingen ændring. Vi sov endnu en nat og gjorde klar til endnu en dag.

Det var blevet mandag, og endnu et vagtskifte var mødt ind på Rigshospitalet. Jeg havde mærket mere til plukveerne i løbet af natten, og jeg blev tilbudt en ”cocktail” at sove på. Det er svært nok at finde ro på sådan et hospital i forvejen, så den havde gjort godt. Vi startede dagen med en deletallerken med morgenmad, fædrene spiser jo ikke med, host. Og så stod den på tjek igen, hvordan stod det mon til. Den søde jordemoder var glad, der var positive nyheder, hun kunne tage vandet, sagde hun. Men de havde ikke plads på fødegangen lige nu. Der var for mange der var gået spontant i fødsel, og de skulle jo lige være færdige først. Fair nok, men enormt anti klimaks, da døren lukkede efter hende. Hvornår mon vi ville se dem igen? Klokken var ca. 10, og vi skulle have tiden til at gå. Vi fortsatte med Netflix og Mindhunter, vi kunne ligeså godt forsøge at gennemføre, nu vi havde mere tid at slå ihjel.

Dagen sneglede sig af sted. Jeg skulle jo gerne føde i dag, nu det skulle være. Det var nemlig den 16. oktober, og det var præcist tre måneder siden, at min bedste veninde Meretes lille søn Elvin kom til verden. Det ville jo være helt perfekt, men udsigterne så nu noget sorte ud. Jeg spenderede tiden på at snyde jer på Instagram. Der var i hvert fald ikke nogen, der var indlagt her, nej nej, jeg var da i fuld gang derhjemme, indretning af reje-hjørnet osv. Haha. Jeg kunne ikke overskue, at nogen skulle tro noget som helst, så vores fem minutter hjemme dagen før blev blandt andet brugt på at skyde tre billeder, så jeg havde lidt at poste, der skulle ikke være stilhed fra min side i hvert fald. En værre snydepels er jeg.

Klokken nærmede sig 16, og vi havde ingen set siden om morgenen. Mit blodtryk var ikke blevet målt, så vi tænkte, det snart måtte være tid. Min kæreste ville gå ud og høre dem, hvad planen var. Om der mon var en baby på vej til os den dag, eller om vi skulle væbne os med endnu mere tålmodighed. Han nåede kun lige at åbne døren, udenfor stod jordemoderen fra tidligere. ”Ja, nu kan vi tage vandet”, sagde hun.